Efteråret 2022 bragte usikkerhed i markedet, men N.J. Totalbyg holdt skindet på næsen og oplever nu, at der igen er stor efterspørgsel på totalentreprise.
- Vi oplever efterspørgsel på haller. Ridehaller, kostalde, tilbygninger, plansiloer. Betonarbejde i det hele taget. Vi arbejder rigtig meget med mælkeproducenter, hvor vi typisk bygger kvægstalde, siger indehaver af N.J. Totalbyg, Niels Jeppesen, og fortsætter:
- Som det er lige nu, er der mange, der gerne vil have lappet de huller, der måtte være på bedriften.
N.J. Totalbyg A/S har base ved Haslev og arbejder med totalentreprise øst for Storebælt. Virksomheden er specialiseret i landbrugsbyggeri og har beskæftiget sig med det siden 2002. Niels Jeppesen anslår, at omkring 80 procent af opgaverne er i landbruget.
- Vi synes, vi er gode til det. Vi kan godt lide det. Og det vil vi gerne stå fast ved, siger han.
Askov Ridecenters nye ridehal, som blev bygget og leveret i efteråret.God omtale
Virksomheden har seks fastansatte, og så hyres der tømrere, murere, elektrikere og så videre efter behov. Niels har sjældent haft svært ved at fylde kalenderen med opgaver, og han nævner selv, at det handler om at have et godt rygte i branchen.
- Folk taler selvfølgelig med hinanden, og når vi gør et godt stykke arbejde, så er det klart, at der er flere, der finder ud af det, siger han og fortsætter:
- Vi vil jo gerne høre, at andre anbefaler os. Og det er det, de gør. Så får vi nye kunder ind på den måde der. Vi har også kunder, som vi har haft nærmest siden vi begyndte for lidt over 20 år siden.
Han lægger vægt på, at det afgørende for N.J. Totalbyg at være kendt for høj kvalitet og for at overholde aftalte afleveringsfrister. Der er fokus på finish, hvor alle detaljer er lavet færdige, samt at alle mål holder.
N.J. Totalbyg støbte i efteråret gulvet til en ny hal, som virksomheden bygger i Haslev.Temperaturen i branchen
Når det gælder byggematerialer kan han tilføje, at beton og cementmaterialer i det hele taget er steget i pris. Samtidig er træ og stål på vej nedad. Overordnet set oplever Niels Jeppesen, at markedet er begyndt at stagnere i et leje, som byggebranchen kan være med til.
- Vi har haft et rigtig godt 2022, hvor vi har haft fuld beskæftigelse, og har haft rigeligt at lave i hele butikken. Forespørgsel har været lidt mindre i slutningen af 2022, men det var vi forberedt på, siger han.
- Markedet har været usikkert. Her fra januar har det dog været anderledes. Vi har haft ret mange henvendelser i 2023. Så jeg tror ikke, det bliver så slemt, som man kunne have frygtet, lyder det slutteligt fra Niels Jeppesen.