Landinspektørerne Morten B. Laursen og Anders Wengel-Hansen, indehavere af virksomheden Forskel med kontorer i Svendborg og Nyborg sætter en ære i smidige arbejdsgange, direkte kontakt og muligheden for selv at komme i marken.

- Vi vil gerne sætte det personlige præg og møde vores kunder direkte, så når vi siger ja-tak til en sag, så er det den samme person, kunden møder hele vejen igennem opgaven. Det giver os et langt bedre kendskab til sagen og kunden opnår større tryghed og fokus, lyder det fra Anders Wengel-Hansen, der ikke er i tvivl om, at den personlige kontakt og arbejdsprocessen ved at være med fra start til slut er et vigtigt tilvalg for kunderne.

- Vi banker både skelpælen i og sender fakturaen til sidst, siger han med et smil og suppleres af Morten B. Laursen.

- Vi nyder jo også at være med hele vejen. Det er rart at komme ud og få lidt beskidte fingre.

Fire gode år

Anders Wengel-Hansen startede virksomheden i Svendborg i 2020 med et håb om og behov for at gøre tingene lidt anderledes.

- Det var med ønsket om at komme tættere på. Og som allerede nævnt, at øge den personlige kontakt. Og så handlede det om at få glæden og stoltheden ved vores arbejde som landinspektør tilbage. Nu glæder jeg mig til hver mandag morgen, så den del af målsætningen er opfyldt.

Herefter kom Morten B. Laursen med et år senere, og i 2023 har de, udover kontoret i Svendborg, åbnet kontor i Nyborg. Pr. 1. marts udvider de også på personalestaben, hvor de to indehavere får en ekstra kollega.

- Det har været fire gode år til nu, og det er dejligt at gå på arbejde og mærke, at man ikke bare arbejder et sted, der hedder »Forskel«, men rent faktisk også gør en forskel, lyder det samstemmende fra de to landinspektører med henvisning til, at de både gør en forskel, når du udfører deres arbejde, men også tager ansvar i forhold til den grønne omstilling.

- Vi kører i elbiler, og har intet fysisk arkiv. Det kræver lidt tilvænning eksempelvis at læse alt på skærmen, men det kan sagtens lade sig gøre, og så er det selvfølgelig det, vi gør, lyder det fra Anders Wengel-Hansen.

Faglig sparring

Begge fremhæver de også det aktive valg ved at sidde i kontorfællesskaber. I Svendborg er det i et hus, hvor alle andre firmaer også har med byggeri at gøre. I Nyborg er det i samarbejde med byens største arkitektfirma.

- Det giver både kollegial og faglig sparring, hvor vi kan drage nytte af hinanden. Det nyder vi meget. Og hvorfor lade sig begrænse med en specifik faglighed, når man sammen kan gøre hinanden bedre, spørger Morten B. Laursen.

Bredt arbejdsfelt

Arbejdsopgaverne spænder vidt – meget vidt endda.

- Vi laver rigtigt meget i forhold til skel og ejendom, men det er sjældent, at vi har to opgaver, som er ens. Vi udformer hver sag til vores kundes behov. Det er hvadenten det gælder anvendelsen af lovgivning, men særligt rådgivningen af vores kunder, ser vi som det helt afgørende punkt. De skal mødes i øjenhøjde, for der er stor forskel på, om vi arbejder med en kunde, som allerede har stort kendskab til vores arbejdsområde, eller vi står med en kunde, som for første gang har brug for en landinspektør.

- Vi har mange landbrugssager, når der for eksempel sælges bygninger fra, eller købes og sælges jord. Her kan der være aftaler om færdselsret eller jagtmuligheder og der kan være behov for, at der laves særskilte servitutter.

- Vi foretager også de indledende opmålinger ved nybyggeri og påtager os ansvaret for at byggeriet er i overensstemmelse med tinglyste servitutter og gældende regler i eksempelvis bygningsreglementet. I det hele taget meget berøring med landzonen, forklarer Morgen B. Laursen og understreger, at de også lægger stor vægt på lokalkendskab.

Lokal forankring

- Det er simpelthen sjovest at arbejde der, hvor man har noget lokalt kendskab og forankring. Det gør den personlige kontakt endnu mere personlig og faktisk også lettere. Når vi kender naboen, eller ved hvem der overtager jorden, så er det nemmere at få de oplysninger, der er nødvendige, og nemmere at få opgaven gjort, så alle er tilfredse.

- Vi har i opstartsfasen lagt vægt på at samarbejde med mange forskellige brancher. Ligesom ejendomsmægleren eller arkitekten kan ringe til os og helt uforpligtende få vores syn på en sag, så kan vi også bruge dem den anden vej.

- Det styrker samarbejdet og gør, at vi trods vores beskedne størrelse, kan rådgive endog meget bredt. Ofte er der i landbrugssager, skattetekniske fordele- eller ulemper ved at ændre i ejendomsstrukturen, så her kan inddragelse af en revisor eller ejendomskonsulent være helt afgørende. For os er rådgivning meget mere end et par streger på matrikelkortet, slutter Anders Wengel-Hansen.