Gartneri på 29 ha klager over »papirnusseri«: - Vi er godt trætte af Landbrugsstyrelsen

PO-midler fremmer den grønne omstilling og giver flere arbejdspladser. Men bureaukratiet i ansøgningsprocessen bremser innovationen, mener gartneriejer.

Gartneriet Glade Grøntsager har søgt og fået en række PO-midler, der har betydet mindre forbrug af vand, varme og pesticider. Foto: Louis Andreas Michaelsen. Arbejdsmiljøet i blandt andet pakkeriet er blevet bedre med færre tunge løft på grund af PO-midler. Foto: Louis Andreas Michaelsen.

Hele 29 hektar har det topmoderne gartneri Glades Grøntsager under tag. Virksomheden, der i højsæsonen beskæftiger over 130 medarbejdere, har flere gange søgt og fået midler gennem Producent Organisationsordningen, PO.

- Nye pakkemaskiner, dyrkningsrander, elkedel, gardiner og den slags. Midlerne hjælper os til at omstille til en grønnere produktion, da vi nu kan styre klima- og gødningssystemer i væksthusene endnu bedre, siger Michael Kongstad Rasmussen, der ejer gartneriet Glades Grøntsager.

CAP-midlerne til investeringerne tildeles producentorganisationerne, der så stiller eksempelvis et styringssystem eller en pakkemaskine til rådighed for Glades Grøntsager eller et andet gartneri.

Grønnere produktion

Gartneriet har desuden søgt CAP-midler til projekter, der giver mindre forbrug af vand, varme og gødning per kilo produceret tomat og agurk.

- Det har betydet, at vi som de eneste i Danmark kan producere konventionelle tomater og agurker uden brug af pesticider, fortæller Michael Kongstad Rasmussen.

Bedre arbejdsmiljø

En del af PO-midlerne er dog gået til at forbedre arbejdsmiljøet på gartneriet.

- Generelt har vi fået styr på produktion og pakkeri, hvor der nu er langt mindre hårdt arbejde. Blandt andet har vi søgt til nye arbejdsvogne. Det betyder virkelig meget for arbejdsmiljøet, siger Michael Kongstad Rasmussen.

Regler og papir

Men selvom gartneriet har haft stor gavn af tilskuddet, vokser tomaterne ikke ind i himlen:

- Når vi søger, bliver vi nu bombarderet med tillægsspørgsmål, som forlænger sagsbehandlingstiden. Det betyder, at vi nu i Danmark ikke får den fulde valuta ud af ordningen, for vores kolleger sydpå er ikke udsat for det samme.

I den sidste ansøgning fik gartneriet således over 100 ekstra spørgsmål til projektet.

- Vi er godt trætte af at Landbrugsstyrelsen, der bruger for mange resurser på regler og papirnusseri. Det bremser jo sagsbehandlingen af en ellers god ordning, forklarer gartneriejeren.

Glade Grøntsager A/S

Glade Grønsager & Glade øko Grønsager beskæftiger cirka 32 års værk medarbejdere, men i højsæsonen er der helt op til 135 medarbejdere.
I Østervang Sjælland ca. 60-80 medarbejdere.

Glade Grønsager har cirka 17 hektar under glas. Østervang Sjælland har 12 hektar under glas

Der dyrkes konventionelle almindelige agurker, skole agurker, cherrytomater, snacktomater, San Marzano tomater, mixtomater, almindelige store runde tomater.
Derudover dyrkes der også økologiske agurker, store runde tomater, cherrytomater samt San Marzano tomater.

Læs også