Martin Hjort Jensen vil være den rette person til at binde Landbrug & Fødevarer, de lokale foreninger og rådgivningen bedre sammen og styrke fællesskabet og sammenholdet på tværs, mener skribenterne.
Af Ole Th. Bruhn, formand for Danæg A.m.b.A, og Jens Skovgaard-Jensen, næstformand i L&F Fjerkræ
Når de delegerede den 6. og 7. november skal vælge en ny viceformand for Landbrug & Fødevarer, håber vi, at valget vil falde på Martin Hjort Jensen.
Vi er overbeviste om, at han vil være den rette person til at binde Landbrug & Fødevarer, de lokale foreninger og rådgivningen bedre sammen og styrke fællesskabet og sammenholdet på tværs.
Det er der flere grunde til.
Fællesskab og sammenhold vægter højt for Martin. Det har gennemsyret Martins formandstid i L&F Fjerkræ, hvor han har kæmpet for at holde sammen på branchen, også når det har været svært, og interesserne har trukket i forskellige retninger.
L&F-viceformand tager modkandidatur med ro
En holdspiller
Gennem sine ord og handlinger har han gang på gang understreget, at det, der binder os sammen, er stærkere end det, der skiller os ad. Denne tro på fællesskabets styrke og evnen til at samle mennesker vil gavne hele landbruget.
En af Martins store styrker er hans evne til at bringe de rette kompetencer sammen for at finde fælles løsninger. Han er en holdspiller, der forstår, at vi alle spiller hinanden bedre, når vi arbejder sammen om at finde løsninger, alle kan se sig selv i.
En af Martins store styrker er hans evne til at bringe de rette kompetencer sammen for at finde fælles løsninger
Martin er ikke bange for at stå forrest og stå på mål for landbruget. Han tager gerne en udfordring op og kan også godt lide at gribe tingene lidt anderledes an.
En konkret situation var, da Anima udlovede en dusør på 500.000 kroner til den kyllingeproducent, der ville give fri adgang til en stald med Ross 308-kyllinger. Som reaktion på Animas marketingsstunt side stod Martin Hjort Jensen i spidsen for en åben branche, der livestreamede 32.000 kyllingers liv døgnet rundt fra indsætning til indfangning.
Han tog udfordringen op, men udfordrede samtidig præmissen, og det, tror vi på, er en stærk evne at have som viceformand i Landbrug & Fødevarer.
Fjerkræformand vil være viceformand i L&F
Fremhæver det positive
Martin har altid været stolt af landbruget og har aldrig været bange for at vise det. I en tid, hvor landbruget ofte står for skud, er det vigtigt, at vi har en viceformand, der med rank ryg kan repræsentere os og fremhæve alt det positive, vi bidrager med.
Som landmænd er vi mange, der oplever frustration over den måde, vores erhverv bliver omtalt på, og derfor er det afgørende, at vi har en folkevalgt repræsentant, der står frem og udtrykker sin stolthed på vores vegne.
Vi håber, at de delegerede vil vælge Martin Hjort Jensen til posten som viceformand.
Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.