KJ Klimateknik, der er leverandør af ventilation og klimastyring til husdyrstalde, er klar med en ny ordning, som gør det langt nemmere for landmænd at udvikle og vedligeholde deres staldanlæg, uden at det koster på likviditeten. 

Kernen i den nye model, der kaldes KJSafe, er, at landmanden kun betaler kontant for selve montagen, mens anlægget leases over tre-fire år. 

Ulrich Rasmussen, der ejer en svinebedrift med 1.300 søer på det centrale Fyn, har som den første opgraderet staldventilationen med helt nye energieffektive motorer ved brug af den nye model. 

- Løsningen giver mulighed for at opgradere anlæggene, uden at det påvirker din likviditet, og jeg slap eksempelvis for at skulle trække på min kassekredit. Det er jo hårde tider for os landmænd, og det kan være rigtigt svært at skaffe finansiering, også når det gælder de helt nødvendige investeringer. Uden muligheden for finansiering via denne model er jeg for eksempel ikke sikker på, at jeg havde kunnet opgradere mit staldsystem.  

Besparelser

Ulrich Rasmussen understreger desuden, at ventilationsanlægget nu er så effektivt, at han siden installationen har indkasseret store månedlige strømbesparelser. På den måde er det også en løsning, som relativt hurtigt tjener sig selv hjem igen. 

Her sørger KJ Klimateknik i øvrigt som en ekstra krølle på halen for at ansøge om energitilskud fra forsyningsselskabet, så løsningen bliver så udgiftsneutral som muligt. 

Konceptet omfatter derudover mapping og løbende service af ventilationsanlægget for at sikre driftsstabiliteten og reducere tid til fejlfinding ved et eventuelt nedbrud, ligesom det inkluderer fri support og rabat på reservedele. 

Dermed er landmanden sikret et driftssikkert ventilationsanlæg med et minimalt likviditetsbehov, og det giver strømbesparelser på op til 70 procent.

Fremtiden

Erhvervsøkonomisk chef i Seges, Klaus Kaiser, påpeger, at lignende modeller må forventes at vinde indpas som følge af likviditetsudfordringerne i branchen: 

- Vi ser allerede en tendens i retning af øget anvendelse af forpagtning og leasing samt forskellige former for samarbejde, for eksempel maskinfællesskaber, indkøbsforeninger mv. På grund af den høje gæld og generelt beskedne marginaler indtjeningsmæssigt, forventer vi, at denne udvikling fortsætter i de kommende år.

Flere landmænd er udfordret økonomisk og har svært ved at betale store investeringer såsom opdatering af ventilationsanlæg af egen lomme, bekræfter Klaus Kaiser:  

- Situationen er meget vanskelig for mange landbrug p.t. Især svineproducenterne lider under lave udbytter fra tørkesommeren, høje foderpriser samt en lav notering. 
 

Finans