Staldene bliver fyldte

Med 202 tilmeldte dyr, bliver der fuldt hus i staldene til dette års Agro Nord.

Ikke alene erhvervs- og maskinudstillerne bakker igen i år stærkt op om Agro Nord – også dyreudstillerne er klar, når hele 202 dyr fylder staldene.

Der stiller 50 jerseydyr til bedømmelse, hvilket er flere end i 2020, hvor 34 jerseydyr gik i ringen. Én af dem tager vejen helt fra Tåsinge.

- Det er meget positivt, at der kommer mange jerseydyr, men det er også fantastisk, at vi kan tiltrække folk fra både Ribe og Tåsinge til at tage turen hertil. Det er vi meget glade for, og det viser jo endnu engang, at udstillerne bare glæder sig rigtig meget til at komme ud, siger Mette Bech, som er en af koordinatorerne bag messen.

Også blandt Rød Holstein er der flere dyr end sidst, hvor otte dyr stillede til bedømmelse. I år vil man kunne opleve 27 dyr og 118 Dansk Holstein.

Dansk dommer-trio

Det bliver i år tre danske dommere, som kommer til at styre slagets gang i ringen på kvægfagmessen.

- Hvis dyreudstillingen og bedømmelsen skal have succes, kræver det gode og kompetente dommere. Og heldigvis er det igen i år lykkedes os at skaffe dommere fra allerøverste hylde. Derfor kan vi præsentere en dansk dommer-trio, fortæller Mette Bech.

I klippekonkurrencen om formiddagen, DM i klipning, vil Lars Bo bedømme de unge menneskers arbejde, hvor der skal findes en vinder i de to klasser »begynder« og »ekspert«.

Blandt jerseydyrene er Jan Hinrichsen dommer, mens man ved holsteindyrene vil kunne se Mogens Madsen som dommer.

Miss Agro Nord

Som i 2020 er udpegningen af Miss Agro Nord en del af aftenprogrammet. Her vil Agro Nords absolut bedste dyr blive præsenteret i ringen med lys, røg og musik, hvorefter dagens dommere blandt Jersey og Holstein, Mogens Madsen og Jan Hinrichsen, vil finde dette års Miss Agro Nord.

Klippekonkurrencen starter klokken 10.00. Herefter følger bedømmelsen af kvier, efterfulgt af en præsentation og bedømmelse af afkomsgrupperne. Tidlig eftermiddag bedømmes besætningsgrupperne, hvorefter udpegningen af modkøer starter. Miss Agro Nord udpeges klokken 19.30.

 

Antal tilmeldte dyr

Dansk Jersey: 57

Holstein: 118

Rød Holstein: 27

 

Læs også