Agro Nord blev sparket i gang med et brag
Rekordmange mennesker valfartede onsdag til Messecenter Vesthimmerland til årets kvægfagmesse Agro Nord.

Miss Agro Nord blev en Kahuna-datter fra Raunhøj Dairy ved familien Therkildsen, Hjortshøj. Årets reservechampion blev en VJ Heavy-datter fra Adelgaard Jersey ved familien Petersen, Skjern. Miss Agro Nord modtog 5.000 kroner fra DLG Nordjylland samt 2.000 kroner fra BoviCura for bedste yver. Reservechampionen modtog 3.000 kroner fra Sørens Klovpleje. Fotos: Tenna Bang
Når man fra Nordjylland hører »Vi kan næsten ikke få armene ned igen«, så ved man, at det i den grad er gået godt. Årets kvægfagmesse Agro Nord gik præcis, som arrangørerne havde håbet og mere til.
- Vi har ikke endeligt talt, hvor mange besøgende der var, men min vurdering er omkring 6.000 mennesker, lød det dagen derpå fra en meget glad og tilfreds direktør for Messecenter Vesthimmerland, Brian Otte, som foruden hele Jylland også havde besøg fra både Fyn og Sjælland.
Ny strategi gav pote
Både i 2019 og 2020 var der mellem 4.000 og 5.000 mennesker, men i år havde messen valgt en ny strategi.
- Vi har med rund hånd bedt udstillerne om at uddele fribilletter, så vi kunne hæve besøgstallet, og det har lykkes til fulde. Det er jo selvfølgelig gået ud over vores entreindtægter, at vi har haft så mange fribilletter, men det var et bevidst valg og en del af vores strategi, fordi vi ville øget besøgstallet, da det er med til at sikre, at Agro Nord bliver ved med at være attraktiv på den lange bane. Og så var det også for at sparke Agro Nord i gang efter corona, forklarede Brian Otte.
Tidligere har man oplevet en lidt »død« formiddag, hvilket ikke var tilfældet i år, tværtimod var der mennesker i hallerne helt fra åbningen klokken 9.30 og til messen lukkede klokken 22.00.
Relevant fagmesse
Ikke alene kom der mange mennesker, det var også de »rigtige« mennesker, der kom.
- Alle udstillere har været rigtig godt tilfreds. De har mødt deres kunder og fået nogle gode snakke, så det har bare været rigtig godt, forklarer Brian Otte.
De besøgende kunne også gå på opdagelse i en total udsolgt erhvervs og maskinudstilling på kvægfagmessen.
- Vi lægger utrolig meget vægt på, at de udstillere, som kommer, skal være nogen, der har relevans for landbruget. Det er vigtigt, at niveauet og kvaliteten af udstillingen hele tiden er noget af det allerbedste, der er inden for kvægsektoren.
Eliten mødes i ringen
I toppen af Miss Agro Nord-konkurrencen stod en genganger, som så sent som i 2019 også kunne tage hjem med Miss Agro Nord – Raunhøj Dairy ved familien Therkildsen. I år vandt de med en Kahuna-datter, som tidligere på dagen var blevet hædret som bedste DH 2. kalvsko og fået messens prædikat »bedste yver«.
Årets reservechampion blev også en 2. kalvsko. Denne gang en Jersey - VJ Heavy-datter fra Adelgaard Jersey ved familien Petersen, Skjern
Miss Agro Nord modtog 5.000 kroner fra DLG Nordjylland samt 2.000 kroner fra BoviCura for bedste yver. Reservechampionen modtog 3.000 kroner fra Sørens Klovpleje.
Også i stalden var der en super god stemning og godt humør både blandt dyreudstillerne og genetikfirmaerne. Niveauet blandt dyrene var igen tårnhøjt, og der var kamp om de mange ærespræmier.
- Det er så dejligt at se, at der bliver kæmpet hårdt i ringen. Der har altid været tradition for et højt niveau af dyr, og det er virkelig eliten, der mødes, konstaterer Brian Otte om dyrene i stalden, som både kom til Aars fra Ribe og Tåsinge.
