God aktivitet på ejendomsmarkedet

Der er god aktivitet på ejendomsmarkedet for produktionslandbrug. En interesse, der også var at føle på årets Landsskue.

De var allesammen omkring standen, mælkeproducenterne, planteavlerne og griseproducenterne. Det afspejlede egentlig meget godt det billede, som Gustav Winther oplever lige nu.

Han er ejendomsmægler og indehaver af Nybolig Landbrug Gustav Winther A/S.

- Jeg oplever en god aktivitet på ejendomsmarkedet for produktionslandbrug, sagde han og bemærkede, at det nye her er, at griseproducenterne nu lader røre på sig igen.

- Der er ingen tvivl om, at den største aktivitet er ved planteavlsejendomme og kvægejendomme, men griseejendommene er med igen, siger Gustav Winther med et smil

Griseproducenterne er med igen

For det har været en tid med ganske få opkald omhandlende svineejendomme, men det er altså ved at vende igen.

- Vi har oplevet lidt tilbageholdenhed, men nu kan griseproducenterne igen se muligheder, oplever Gustav Winther.

Den interesse har han længe følt fra mælkeproducenterne, især efter et generelt godt 2022.

- Det er især ejendomme med 150-200 køer og op efter, som bliver efterspurgt.

Der er langt mellem de unge

Generelt, uanset om man er på udkig efter en ejendom med planteproduktion, grise eller køer, oplever Gustav, at de fleste interesserede, han har i røret, ofte er landmænd, som er etablerede i forvejen.

Dem er han glade for, men alligevel ærgrer det ham, at der er lidt længere mellem opkaldene fra unge mennesker, som gerne vil i gang som selvstændige.

- Der ligger så mange usikkerheder, både med renter og i forhold til klima og CO2-afgifter. Der mangler en politisk afklaring, og går der for længe, kan jeg da godt frygte, at nogle af de unge, som egentlig står klar nu, finder en anden vej i livet, siger Gustav Winther.

Derfor håber han, at en politisk afklaring er rundt om hjørnet, så de unge ved, hvad de skal forholde sig til.

Læs også