Børnedyrskue i topform

En gruppe driftige forældre godt hjulpet af virksomheden Mand & Bil har sat børnedyrskuets stalde på Det Fynske Dyrskue i stand.

DYRSKUE Børnedyrskuet på Det Fynske Dyrskue er Nordens største, og det har hvert år siden åbningen i 1953 givet børn mulighed for at få nye venner og opleve sammenhold.

For at forbedre den gode oplevelse har en gruppe driftige forældre indsamlet mere end 50.000 kroner til at sætte rammerne om børnedyrskuet i stand. Og fredag den 6. og lørdag den 7. marts fik de aktive forældre en uventet, men kærkommen håndsrækning.

Den landsdækkende netværksvirksomhed, Mand & Bil – Selvkørende arbejdskraft, havde nemlig som modtager af virksomhedens »Samfundshjælper 2020« valgt Børnedyrskuet i Odense, der »trængte til 10 mand, 10 biler, 2 ton værktøj i 2 dage« for at reparere stalde m.m.

Arbejdet omfattede udskiftning af bokslåger, skift af stolper og skillerum, maling, opsætning af nyt hegn om opvisningsbanen og nyt skilt til indgangen.

 

Begejstring

Hos Det Fynske Dyrskue er begejstringen for den initiativrige forældregruppes – og Samfundshjælper 2020’s - arbejde stor:

- Det er helt fantastisk at mærke, hvordan vores fælles mangfoldighed er vores styrke, konstaterer dyrskuechef Sara Ekknud Windell. Der er så mange frivillige mennesker, som arbejder for, at vores alles dyrskue bliver en succes og fortsat kan udgøre en central del af Odenses oplevelsestilbud.

- Jeg er meget imponeret over, at den lille forældregruppe har formået at samle så mange penge ind og skaffe arbejdskraft fra Mand & Bil oveni. Jeg glæder mig til at se børnedyrskuet stå skarpt og danne ramme om deltagende og besøgende børns gode oplevelser med hinanden og dyrene, siger dyrskuechefen.

 

Læs også