Dyrskuestemning, trods alt: Digital rundtur eller skattejagt på pladsen

Dyrskuegæsterne kan hente oplevelser og viden på den digitale dyrskueplatform. Også ude på Dyrskuepladsen i Odense holdes dyrskuestemningen vedlige frem til næste års live-skue.

I weekenden 12. til 14. juni skulle årets fynske dyrskue have fundet sted. Men som bekendt blev det på grund af coronaen aflyst som de andre dyrskuer landet over og ganske som alle øvrige store sommerarrangementer.

Alligevel har både dyrskuegæster, udstillere og andre interesserede kunne snuse sig til dyrskuestemningen på den digitale platform, som dyrskuechef Sara Ekknud Windell i hast fik sat i scene med bistand af et web-bureau og andre gode kræfter.

På selve dagen, hvor Det Fynske Dyrskue skulle være åbnet, blev »Det digitale dyrskue« lagt op på skuets hjemmeside. Her kan børn og voksne »gå en tur« på Dyrskuepladsen og få oplevelser og viden om både dyr og maskiner. Desuden er der indlagt konkurrencer og quiz på siden. 

Stor interesse

Allerede nogle uger forinden kunne dyreudstillere via dyrskuets facebookside tilmelde dyr til digital bedømmelse, og vinderne, som præsenteres her på siden, kan også opleves på den digitale platform.

- Der har være en kæmpestor interesse for det digitale dyrskue fra dem, der normalt er til stede på Det Fynske Dyrskue med deres dyr og maskiner. Blandt andet er flere end et hundrede dyr blevet filmet og fotograferet hjemme hos udstillere og sendt til digital bedømmelse hos dommerne.

Det kunne dyrskuechef Sara Ekknud oplyse på »åbningsdagen«, hvor hun sammen med repræsentanter fra Fynsk Landbrugs Eventforening og enkelte udstillere var samlet på Dyrskuepladsen til en symbolsk åbning af årets fynske dyrskue.

- Vi håber, at børnefamilier og de andre dyrskuegæster vil gå på opdagelse på hjemmesiden. Og ikke mindst blive mindet om de gode oplevelser et dyrskue giver, og hvor man kan fordybe sig og lære mere om landbruget. 

Aktiviteter på pladsen

Men samtidig vil det være muligt at lave en række aktiviteter på selve Dyrskuepladsen i Odense frem til næste sommer, hvor der forhåbentligt igen bliver dyrskue i byen.

Der vil blandt andet være skattejagt, hvor der er placeret 12 poster og skilte med spørgsmål om dyrskuet og dyrene. Endvidere kan der løbes om kap med dyrene på en særlig bane, ligesom man kan »gå en gris« på pladsen med hjælp af gps-trackning. Alt sammen er nøje beskrevet på dyrskuets hjemmeside og ude på pladsen.

- Vi er meget tilfredse med denne digitale løsning, som på denne måde giver folk en anderledes oplevelse og husker alle på, at der i stedet næste år bliver et stort live-skue, lød det fra dyrskueformand Torben Povlsen, da han fredag morgen bød velkommen med den store tomme, men flotte grønne dyrskueplads som baggrund.

Men også hvor han løftede en flig for, at Fynsk Landbrugs Eventforening måske kommer med et par spændende events frem mod næste års dyrskue i Odense.

Læs mere og se digitale vinderdyr i næste uges avis, som udkommer på onsdag den 24. juni, men som allerede kan læses fra på lørdag her på hjemmesiden eller via app’en “LandKiosken”.

Læs også