Statens selskab Finansiel Stabilitet er sluppet af med ejerskabet af det tidligere hovedsæde for Kopenhagen Fur. Det oplyser EDC Poul Erik Bech Erhverv, der har stået for salget af ejendommen på 94.000 kvadratmeter.

Ifølge ejendomsmægleren var der enorm interesse for ejendommen i Glostrup. Mere end 20 forskellige konsortier viste interesse for den attraktive ejendom, hvor minkpels altså fremover bliver til uddannelse.

Den nye ejer hedder Next Uddannelse København, og her glæder vicedirektør Kim Saastamoinen-Jakobsen sig over salget, der er vigtig for uddannelsesinstitutionen.

- Ejendommen i Glostrup giver os mulighed for at samle en række af vores er­hverv­s­ud­dan­nel­ser, ef­ter­ud­dan­nel­ser og skoleoplæring i et stort cam­pus­fæl­les­skab og skabe endnu bedre rammer for både elever, kursister, medarbejdere og sam­ar­bejds­part­ne­re, siger han og fortsætter:

- Vi sætter pris på det gode samarbejde med både Finansiel Stabilitet og EDC Erhverv Poul Erik Bech i processen, siger Kim Saastamoinen-Jakobsen.

Staten klar til videre udsalg

Finansiel Stabilitet overtog bygningen fra Kopenhagen Fur efter minksagen, og ejendommen er nu solgt efter en åben og transparent salgsprocess. Jens Verner Andersen, der er direktør i Finansiel Stabilitet, fortæller, at man i Finansiel Stabilitet er klar til at fortsætte salget af aktiver efter minksagen.

- Vi er meget tilfredse med at kunne afhænde Kopenhagen Furs tidligere hovedkontor til NEXT efter ca. ¾ år på markedet. Salget markerer en vigtig milepæl, og vi kan nu efter kort tids ejerskab afhænde ejendommen til en ny langsigtet ejer, siger han og fortsætter:

- Fremadrettet vil vores fokus fortsat være på bedst muligt at afvikle de næste aktiver, som forhåbentlig snart kan overtages fra mink­føl­ge­er­hver­ve­ne, siger direktøren.

Andet salg på området

Hovedsædet er den anden ejendom, som EDC Erhverv Poul Erik Bech har solgt som en udløber af minksagen. Den første var den forsøgsejendom, som Kopenhagen Fur ejede ved Tvis udenfor Holstebro, og ejendomsmæglerkæden oplyser, at der er flere ejendomme med relation til minkavl på vej på markedet.

Ifølge Head of Corporate Group Clients, Thor Heltborg kom salget I stand efter at over 20 konsortier havde kigget ejendommen efter i sømmene.

- Det har været en af de største og mest omfattende sager, vi har arbejdet på med mange fremvisninger og mere end 20 forskellige konsortier, der viste interesse og besigtigede ejendommen en eller flere gange, fortæller han og fortsætter:

- Det har været et rigtig godt forløb, og vi har løbende været i tæt dialog med Finansiel Stabilitet, da der var stor opmærksomhed om sagen. Vi har sammen med dem brugt rigtig mange timer på den spændende sag, siger Thor Heltborg.

Ejendomme