Analysevirksomhed: Gode nyheder på el-fronten
- Den store joker i elprisspillet på vej mod vinter er temperaturen, skriver AgroMarkets.

Mindre brug af fossilt brændsel til elproduktion får efterspørgslen på CO2-kvoter til at falde. Hvilket igen får elprisen til at falde. Foto: Colourbox
I Norge og Sverige er vandreserverne – udtrykt som hydrologisk balance – på vej til at normaliseres ved næste månedsskifte. I begyndelsen af september var underskuddet på den hydrologiske balance i Norden på niveau med cirka 60 procent af det danske årsforbrug af el. Dermed er vandreserverne steget betydeligt den seneste måned.
Det skriver analyseinstituttet AgroMarkets.
- Den hydrologiske balance er nedbør, som ligger i søer og i terrænet, og som på et tidspunkt løber igennem et vandkraftværk. Opgørelsen af den hydrologiske balance er et kompliceret regnestykke, hvor nedbør i forskellige højder indeholder forskellige mængder energi. Én af mange forskelle mellem Danmark og Norge er, at i Danmark måler vi nedbør i mm, men i Norge måler man nedbør i energi, TWh, skriver virksomheden.
- Sammen med øget nedbør har vi fået en del vind. Vind, som har presset de daglige spotpriser ned under 2 danske kroner pr. kWh og ofte under 1 dansk krone pr. kWh i oktober, tilføjer AgroMarkets.
CO2-kvoter og temperaturen
EU’s og de nationale el- og energispareplaner har reduceret elforbruget – og dermed reduceret antallet af timer, hvor der bruges dyr naturgas til at producere el. Dette har fået prisen på CO2-kvoter til at falde, da mindre brug af fossilt brændsel til elproduktion får efterspørgslen på CO2-kvoter til at falde. Hvilket igen får elprisen til at falde.
- Terminspriserne for 2023 er faldet til et niveau omkring 3 danske kroner pr. kWh for både DK1 og DK2. Men den store joker i elprisspillet på vej mod vinter er temperaturen, skriver AgroMarkets, hvortil de tilføjer:
- Vi har et par uger nu med temperaturer over normal, hvilket er med til at holde gaspriserne og dermed elpriserne i ro. Men falder temperaturerne til under normal i efterårs- og vinterperioden, går det ofte hånd i hånd med højtryk, mindre vind og nedbør, og det vil påvirke elprisen opad.