Ministerium: Risiko for fugleinfluenza i Danmark er nu høj

Efter udbrud af fugleinfluenza i Slesvig-Holsten ændrer Miljø- og Fødevareministeriet sin vurdering af truslen for, at sygdommen kommer til Danmark.

Miljø- og Fødevareministeriet hæver nu sin vurdering af risikoen for, at den højpatogene fugleinfluenza (HPAI) H5N8 kommer til Danmark, fra »meget lav« til »høj«. 

- Dette indebærer, at Fødevarestyrelsen indfører krav om særlige forebyggende foranstaltninger mod fugleinfluenza, der betyder, at fjerkræ og andre fugle midlertidigt skal indelukkes eller overdækkes, skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

- De seneste fund i Tyskland er gjort i området Nordfrisland i delstaten Slesvig-Holsten nær grænsen til Danmark, hvorfor det nu må formodes, at smitten også findes i vildtfugle i Danmark. Fødevarestyrelsen har den 4. november indsamlet døde vildtfugle ved Højer nær grænsen til Tyskland. Fuglene bliver i øjeblikket undersøgt på SSI, står der i en trusselsvurdering fra ministeriet.

Anbefaler karantæne

Trusselsvurderingen er udarbejdet på baggrund af udbrud af højpatogen fugleinfluenza (HPAI) H5N8 i fjerkræbesætninger i Nederlandene og Storbritannien samt en række fund af HPAI H5N8 i vildtfugle i Tyskland og Nederlandene.

Fødevarestyrelsen anbefaler, at man inden et besøg i en fjerkræbesætning ikke bør have været i kontakt med fjerkræ i udlandet inden for de seneste 48 timer, da man kan medbringe fjerkræsygdomme fra udlandet. Desuden bliver der indført forbud mod samlinger (dyrskuer, markeder, konkurrencer, m.v.) af fjerkræ og andre fugle i fangenskab.

Fødevarestyrelsen følger situationen i Europa tæt og opdaterer trusselsvurderingen, når det vurderes relevant. Der er ikke tidligere rapporteret om smitte til mennesker med denne type fugleinfluenza.

db

Krav til fjerkræproducenter

Følgende krav er obligatoriske:

  • Fjerkræ skal fodres og vandes under tag

  • Ænder og gæs skal holdes fysisk adskilt fra andet fjerkræ

  • Er der tegn på sygdom hos fjerkræet skal en dyrlæge straks kontaktes

Husk altid at vaske fodtøj og eventuelt skifte tøj, inden du går ind til dit fjerkræ.

Kilde: Fødevarestyrelsen

Læs også