Plantefonden har i år bevilget 122,6 millioner kroner til 35 nye projekter, der skal styrke den plantebaserede fødevaresektor, skriver Landbrugsstyrelsen.
Efter en grundig gennemgang af 101 ansøgninger har fondens bestyrelse valgt projekter, der fokuserer på at øge kvaliteten, tilgængeligheden og kendskabet til plantebaseret mad.
Midlerne fordeles på tre hovedområder: 57 procent til efterspørgselsfremme, 31 procent til udbudsfremme og 12 procent til sektorbrobygning.
Ifølge Plantefondens forperson, Marie-Louise Boisen Lendal, er det nødvendigt at fremme hele værdikæden for at skabe varige ændringer i danskernes madvaner.
- Hvis plantebaseret mad for alvor skal finde vej til de danske middagsborde, skal mulighederne for lækker og sund plantebaseret mad udvides. Derfor skal kvaliteten og udvalget i supermarkederne øges, og forbrugerne skal have bedre kendskab til planternes potentiale, siger hun.