Undersøgelse afslører danskernes reelle madsundhed

Danskerne overvurderer sig selv, når det kommer til sundheden af det, de spiser. Det viser en ny undersøgelse udarbejdet af Epinion for Arla, hvor 8 ud af 10 danskere svarer, at de spiser enten lige så sundt eller sundere i dag end for 3 år siden. Sundhedsstatistikker tegner en anden virkelighed.

40 procent af danskerne mener selv, de spiser lige så sundt i dag som for tre år siden, mens næsten hver anden dansker mener, de spiser sundere i dag sammenlignet med for tre år siden. Sådan lyder det i en ny befolkningsundersøgelse udarbejdet af Epinion på vegne af Arla.

Der er bare ét problem. Opfattelsen stemmer ikke overens med virkeligheden. Data fra Sundhedsstyrelsens Nationale Sundhedsprofil 2021 viser nemlig, at 52,6 procent af den danske befolkning var moderat eller svært overvægtige (BMI≥25) i 2021, mens det tal var 51 procent ved den forrige måling i 2017 – og 46,7 procent i 2010.

Derudover viser data, at 17,7 procent af den voksne, danske befolkning har et usundt kostmønster i 2021, hvilket er en stigning på 4 procentpoint sammenlignet med 2010.

Sundhedsstatistikkerne peger altså på en negativ tendens i folkesundheden, selvom mange af os føler, vi spiser sundere end tidligere.

- Det er bekymrende, at mange af os går rundt og tror, at vi spiser sundt, selvom statistikker desværre peger en anden retning. En stor del af os har nogle usunde spisemønstre- og vaner, vi skal bryde med, siger Helle Müller Petersen, som er landedirektør i Arla Danmark.

Går op i at spise sundt

Næsten alle danskere – 91 procent – svarer i Arlas befolkningsundersøgelse, at de går op i at spise sundt. Derudover svarer 3 ud af 4, at det at spise sundt er lig med at spise grønt og varieret.

Det er et godt udgangspunkt for at forbedre vores madvaner, mener Helle Müller Petersen.

- Det er rigtig godt at høre, at danskerne er så motiverede for at spise sundt. Og at de er på rette spor i forhold til netop at spise grønt og varieret. En af de væsentligste barrierer vi ser blandt danskerne er, at vi ofte spiser mange af de samme retter i hverdagen – særligt på grund af travlhed, siger hun og fortsætter:

- Det kan være en god idé at starte ugen med at hente inspiration fra forskellige kogebøger, blogs og opskriftssider og så lave en udførlig madplan sammen med familien. Det er også en oplagt mulighed at teste nogle af sine favoritretter i en grønnere version. Så får man en grønnere kost – men beholder den samme gode smag.

Læs også