Hvedekampen er godt i gang

VKST satser på sheriffen – igen i år.

Igen i år er VKST godt i gang med at afvikle hvedekampen, der er en konkurrence i dyrkning af vinterhvede, og hvor succeskriteriet er at opnå det højeste økonomiske nettoudbytte.

Foruden VKST deltager Corteva, FMC, BASF, Yara, Bayer, Adama og Syngenta, foruden en erfa-gruppe for unge driftsledere i hvedekampen. Selve dyrkningen finder sted på VKST’s forsøgsarealer på Raahavegaard ved Holeby på Lolland og ved en markvandring i sidste uge kunne det slås fast, at alle sorter står rigtig flot: Alle parceller er kommet godt ud af vinteren.

VKST har, ligesom den unge erfagruppe, igen i år valgt at satse på hvedesorten Sherif, som man vandt konkurrencen med sidste år. De syv andre firmaer har valgt syv andre sorter: RGT Universe, Kalmar, Substance, KWS Lili, Benchmark, Viborg og Graham.

- Vi har valgt at satse på Sherif igen i år, fordi det er en sund sort, der ikke kræver sygdomsbekæmpelse, og det vil vi kunne mærke nu her fremover, hvor vil kunne spare på indsatsen i den forbindelse, siger planteavlskonsulent Kristian Bang Davidsen fra VKST, der også fortæller, at han har valgt en strategi med NPK-gødning.

- Vores strategi er en NPK-gødning, fordi vi gerne vil give afgrøden det, den bortfører for at få det højeste udbytte af den. Det giver naturligvis en større gødningsudgift, men forhåbentlig kan det hænge sammen med et større udbytte, forklarer Kristian Bang Davidsen.

 

DAP-gødning pga. lave fosfortal

VKST har valgt at tildele gødning allerede i efteråret, hvilket er lidt utraditionelt og ikke noget, planteavlskonsulenten generelt anbefaler.

- Men hvis man har lave fosfortal, så kan vi anbefale, at man giver lidt DAP-gødning til at starte hveden op på. Og vi har givet den fuld skrue fra start, og har fulgt op i foråret med i alt 200 kg N, siger Kristian Bang Davidsen og fortsætter:
- Vi har valgt den her en tre-trins-strategi først og fremmest for at få en mere harmonisk tildeling af hveden, og fordi at forfrugten er raps, hvor vi har set stor mineralisering ved væksstart.
Konkurrencen slutter med forventet høst sidst i august.

 

Læs også