Jensen Seeds, der er en del af DLF-koncernen, underskrev i går aftale om opkøb af det franske frøfirma Astera Seed, der ligesom Jensen Seeds er specialiseret i produktion af grøntsagsfrø. Opkøbet betyder, at Jensen Seeds nu kan øge udbuddet af grøntsagsfrø til kunderne.
Jensen Seeds er specialiseret inden for frøproduktion af hybridspinat og andre grøntsagsafgrøder. Frøproduktionen af hybrid spinat sker primært Danmark, hvor klimaet er noget nær ideelt til at sikre stabile udbytter og høj frøkvalitet. Omkring 75 procent af verdens samlede produktion af hybridspinatfrø sker i Danmark.
For at opnå en større risikospredning har Jensen Seeds været på udkig efter muligheder for at dyrke frø på andre arter i lande med et egnet klima. Adgangen til produktion i Midt- og Sydfrankrig vil give nye muligheder for frøproduktion af en række interessante arter.
Truels Damsgaard, administrertende direktør i DLF og bestyrelsesformand i Jensen Seeds ser spændende perspektiver i det nye opkøb.
- Jensen Seeds har en stor ekspertise i den komplicerede produktion af grøntsagsfrø og er kendt hos kunderne for at levere et kvalitetsprodukt. Vi vil gerne udnytte denne ekspertise til at udvikle produktionsplatformen til andre grøntsagsfrø, end dem vi producerer herhjemme. Det kræver produktionsadgang til andre geografier, og med købet af Astera Seed kan Jensen Seeds tilbyde frøproduktion af flere relevante arter for kunderne, siger han.
Får flere arter ind
Ann Laura Luunbjerg, administrerende direktør i Jensen Seeds, glæder sig over at frøvirksomheden nu får mulighed for at få flere arter af grøntsager ind i porteføljen.
- Købet af Astera Seed er i tråd med vores udviklingsstrategi i Jensen Seeds, hvor vi ønsker at styrke partnerskabet med vores kunder og producere frø på en større pallette af arter. Derfor har vi brug for produktionsadgang til de bedste frøavlsområder, og med Astera Seed kan vi tilbyde produktion af arter i Frankrig, som vi ikke kan producere under mere nordlige himmelstrøg, siger hun.
Jensen Seeds har indtil nu produceret grøntsagsfrø i Danmark og Tyskland, og frøvirksomheden er i gang med at starte produktion op i New Zealand sammen med PGG Wrightson Seeds, som DLF opkøbte sidste år.
- Et af vores mest værdifulde aktiver er, at vi kan tilpasse os de kvalitetskrav, som kunderne stiller. Grøntsagsfrø er en højværdiproduktion, der stiller store krav, og brugsfrøene skal leve op til en høj kvalitet hos grøntsagsproducenterne. Astera Seed styrker os endnu mere på dette punkt, så vi kan udvikle vores forretningen med vores nuværende og nye kunder, siger Ann Laura Luunbjerg.
Astera Seed har ligesom Jensen Seed specialiseret sig i opformering af grøntsagsfrø til kunder over hele verden. I årenes løb har Astera Seed udviklet sig hurtigt - og i dag producerer virksomheden frø i flere af de vigtigste frøproduktionsområder i Frankrig, med det sydlige Frankrig som virksomhedens base.
Virksomheden blev etableret i 2012 og har 21 ansatte. Astera Seed er specialiseret i frøproduktion af grøntsagsfrø og frøet dyrkes hos landmænd i de sydlige og centrale områder af Frankrig.
Afgrødeporteføljen i Astera Seed er hovedsageligt fokuseret på hybrid-frøproduktion af løg, rodfrugter og bladbeder samt andre ikke-hybridafgrøder som persille og koriander. Astera Seed har også produktion af konventionel og økologisk frø af tomat, melon, porre, vandmelon og peber i væksttunneller.
hka