– Har I pastinakker? Jeg skal lave gule ærter til en herrefrokost.

Sådan lyder det fra en af de mange kunder denne formiddag, hvor avisen er på besøg i den nyindrettede gårdbutik hos Rosilde Højgård ved Nyborg.

Helle Jørgensen tager ham med ud gennem laden og ud til den to hektar store grøntsagsareal bag gården. Så er den ordre også klaret. 

Corona gav stødet

Helle Jørgensen driver sammen med sin mand Jens Jørgensen to gårdbutikker, henholdsvis på en ejendom på den befærdede landevej mellem Nyborg og Refsvindinge, hvor også deres Østfyns Korn og Foderstof har til huse. Og her på gården på Gl. Vindingevej, tæt på Nyborg og det store parcelhusområde Ravnekær, hvor butikken denne sommer er blevet udvidet betragteligt.

Hidtil har kunderne købt bedriftens grøntsager i en mindre container på gårdspladsen, men siden 15. juni – på Kartoflens Dag – har det kunnet ske i et nyt stort butikslokale, som er indrettet i gårdens ladebygning.

- På en måde gav coronaen stødet til, at vi fik realiseret vores planer for en større butik, fortæller Helle Jørgensen. For at kunne holde afstand måtte kunderne stå udenfor og vente i de gamle trange omgivelser. Her har vi nu både meget bedre plads til kunderne og et udvidet sortiment. 

Tid til lokale råvarer

Foruden Rosilde Højgårds både egne økologiske og konventionelle kartofler, kål, rødbeder, squash, asier, honning osv. osv., er der også varer på hylderne fra andre lokale producenter, eksempelvis friske ærter fra Green Peas i Refsvindinge, frugt og most fra Nybro i Mesinge, økologisk mel og havregryn fra Kragegården i Havndrup, samt fåreartikler og snart også lammekød fra Hjelholt i Langå.

Rosilde Højgård leverer samtidig ikke mindst kartofler til både hoteller, restauranter og skoler i området, og derfor har corona-situationen med nedlukningen kunne mærkes afsætningsmæssigt. Imidlertid har det kunnet opvejes af den markante stigning i salget i gårdbutikkerne.

- Jeg har jo altid slået på, at man skal gå efter de friske, lokale råvarer, og det må jeg sige, at danskerne med coronaens hjælp har fået øjnene op for. Både fra lokalområdet, fra hele Fyn, ja nærmest fra hele landet har vi haft kunder hele sommeren. Folk har fået tid til at kæle mere for madlavningen, koge suppe, bage og sylte selv, og så kommer de heldigvis igen og igen, siger Helle Jørgensen mellem ekspeditionerne ved disken.

Hun fremhæver også de mange besøgende turister, som med de nye henvisningsskilte for begge ender af Gl. Vindingevej, og på turistkontorets anbefalinger har været flittige gæster i butikken hele sommeren. 

Ekspedition

Fra at have selvbetjening i den tidligere gårdbutik sørger Helle Jørgensen og de ansatte for både at rådgive og ekspedere i åbningstiden, som er fra klokken 8 til 17 alle ugens dage. Derefter er der mulighed for at købe et begrænset sortiment i den hidtidige container ude på pladsen.

Med placeringen i laden er der direkte adgang til sortering og lageret og for den sags skyld marken, som både er en fordel, når der skal suppleres op med varer på hylderne, men også at der nemt kan smuttes fra sorteringsarbejdet til ekspeditionen i butikken.

- Samtidig gør det, at kunderne kan følge vores varer fra jord til bord, og børnene med deres forældre eller børnehaveklasserne, som jævnligt besøger os, kan konstatere, at kartofler rent faktisk gror under jorden. Og i tilgift beundre vore traktorer og maskiner.