Er du vild med gode tilbud på produkter til dig og din hest og lyder en hyggelig aften krydret med spændende faglig viden som interessant, skal du måske læse videre her.
Mandag den 30. september klokken 18.30 lukker Land & Fritid Frankfri dørene op til endnu en aften med hestene i fokus.
Denne aften er det hestedyrlæge og tandekspert Heidi Nielsen, der er inviteret til at holde et spændende og lærerigt foredrag, der blandt andet vil omfatte viden om, hvordan tænder, bid og trenser påvirker både ridningen og hestens velbefindende.
Har du tidligere hørt om Heidi Nielsen, så er det måske fordi hun er en kendt medforfatter til Bogen om tænder, bid og trenser, ligesom hun har designet sin egen trense og deltaget som ekspert i flere podcasts, samt i TV2’s Operation X.
- Vi holder blandt andet de her hestefaglige arrangementer, for at folk lærer os bedre at kende, men vi ønsker også at få udbredt noget viden. Vi sætter en ære i at møde og hjælpe vores kunder med en høj faglig viden, lyder det fra butiksassistent Pernille Pust, der prøver at vælge foredragsholdere, der kan bidrage med viden, der favner bredt og henvender sig til de fleste hesteejere og ryttere.
Med til sådan en hesteaften hører sig naturligvis kaffe og kage, samt muligheden for, at deltagerne kan gøre en god handel i butikken.
- Der vil denne aften være rigtig gode tilbud på blandt andet ridetøj og udstyr til hesten, Equsana hestefoder, himalayasten og hestesnacks, lyder det fra Pernille Pust, der også kan løfte sløret for, at der i pausen vil blive trukket lod blandt deltagerne om en stor, flot præmie til en værdi af 1.175 kroner.
Sidste frist for tilmelding til en aften i hestenes tegn er den 22. september. Find mere information om tilmelding og billetter på Land & Fritid Frankfris Facebookside.