Solceller er er oplagt til hesteejendommen
At få etableret solceller på taget af bygninger kan både give lavere elregning og bidrage til den grønne omstilling. Men inden du bestiller solcellerne, er der visse ting, du skal have fokus på.

Der er nogle ting, du skal være opmærksom på, inden du siger »ja tak« til at få solceller på taget af stalden. Foto: Camilla Bønløkke
Af miljøkonsulenterne Emma Lindevang, Velas Vissenbjerg og Anne Kirkegaard, Velas Viborg
Taget på hestestalden kan ofte bruges til solceller, og på den måde kan du lave din egen strøm, så du bidrager til den grønne omstilling og får en lavere elregning.
Det lyder ganske logisk, men der er nogle ting, du skal være opmærksom på, inden du siger »ja tak« til at få solceller på taget af stalden, eller andre bygninger.
Kan stalden bære den ekstra vægt?
Det er vigtigt, at du finder ud af, om stalden både kan og må bære de ekstra kg, som et solcelleanlæg vil belaste bygningen med. Hvis uheldet er ude, og stalden falder sammen, risikerer du, at forsikringen ikke dækker tabet af både stalden og de dyr, der går i stalden.
Få styr på byggetilladelsen
Alt efter hvilken kommune du bor i, vil kommunen enten forlange en byggetilladelse eller blot en anmeldelse af solcellerne, inden du må etablere anlægget.
Om kommunen vil forlange en byggetilladelse kan variere meget, så det bedste råd herfra er, at få fat i en rådgiver der ved noget om området, og kender de forskellige kommuners sagsbehandling.
Hvor stort skal anlægget være?
Svaret kommer an på dit forbrugsmønster - både nu og også hvad du regner med i fremtiden. Hvis du kan nøjes med et anlæg på 10 kW, skal netselskabet give dig lov til at etablere solcellerne. Et anlæg på 10 kW vil i mange tilfælde være dækkende for et stuehus med et mindre hestehold. Er dit årlige forbrug over 20.000 kWh, kan det være værd at få set på forbrugsmønsteret og eventuelt overveje et større anlæg.
Jordanlæg kan være en idé
Hvis bygningerne ikke kan bære solcellerne, eller du af anden grund ikke vil have dem på taget, kan du lave et jordanlæg. Selv om jordanlæg kan have en negativ klang for mange, så er et jordanlæg til egen strømproduktion ikke noget, der fylder ret meget. Alt efter, hvor det står, kan det også være med til at skabe lidt læ for vinden på folden.
Rådgiverens erfaring
Når du er klar over disse forbehold, er det vigtigt at sige, at det stadig er en god idé at få solceller til at lave din egen strøm. Solcelleanlæggene er halveret i pris i løbet af de sidste par år, så økonomien er ganske god i at etablere solceller. Desuden kan du glæde dig over at kunne bruge grøn strøm, når solen skinner.
Hos Velas Energi oplever de ofte, at firmaer vil sælge solceller uden, at der er fokus på de relevante tilladelser, og at solcelleanlægget ikke passer til strømforbruget på den aktuelle ejendom. Desuden er der en tendens til, at når der skal regnes økonomi på investeringen, anvendes der en meget høj strømpris og inflation, dermed ser det ud til at være en rigtig god forretning.