høst-tour

Vi skriver om høsten
- HVER DAG!

Perfekt høstvejr

Svend Hansen, der driver gården Egholm lidt syd for Ganløse på Sjælland, glæder sig over det gode høstvejr.

Termometeret i mejetærskeren viser 29 grader, da Svend Hansen denne torsdag ved middagstid høster vårbyg af sorten Laureate.

- Det er jo lidt imod min religion, men vi har trukket den lidt i år og ventet på det rigtig gode høstvejr. Jeg havde hørt, at der var nogle, der havde kørt i noget, der ikke var fuldt modnet endnu, men nu er det helt perfekt, vandprocenten er nøjagtig på 14. Mejetærskeren måler den til mig hele tiden, og den vil jo kun falde yderligere i løbet af dagen, siger han tilfreds.

Han tror, at udbyttet bliver fint.

- Det er jo kun, hvad mejetærskeren måler indtil videre. Men ifølge den tegner det godt. Vi ligger omkring 7,5-8 tons pr. hektar. Det er ret tilfredsstillende på denne her jord.   

Den høstede byg afleverer han hos NAG i Borup. Her har konsulenterne god føling med, hvad der sker i marken.

Solid ældre mejetærsker

Mejetærskeren, en 17 år gammel Claas Lexion 480 med 30 fods skærebord, er fra dengang, maskiner blev lavet for at kunne holde, og den kører ifølge Svend Hansen upåklageligt.

- Jeg får altid lavet et stort servicetjek på den, før vi går rigtigt i gang med høsten, for at minimere risikoen for ærgerlige overraskelser, og indtil videre, 7-9-13, går det rigtig godt.

Svend Hansen fortæller, at høsten indtil videre har været ganske tilfredsstillende på Egholm.

- Vi har jo noget, vi skal over endnu. Cirka 300 hektar i alt af vores eget, og så op til et par hundrede hektar yderligere for nogle, vi plejer at køre for. Det bliver alt efter, hvordan det lige kommer til at passe.

- Det var min far, der startede med at drive lidt maskinstation ved siden af landbruget. Det er ikke noget, vi på den måde behøver at reklamere med. Det er bare noget, folk ved, at vi kører for andre også, hvis der er behov.

Høsten ser ikke så ringe ud

Indtil videre har Svend Hansen høstet rug, raps og de tidlige hvedesorter. Han er godt tilfreds med resultatet.

- Hveden har indtil videre overrasket positivt. Rapsudbyttet har været en smule ringere end håbet. Vi fik nogle voldsomme byger i vinters, der ødelagde det lidt og skabte nogle huller i markerne. Den er dog kommet bedre efter det, end man kunne have frygtet.

Han regner med, at rughøsten bliver middel i år.

majbritt@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 22 60 40

Her stoppede vi

Egholm

  • Drives af landmand Svend Hansen
  • Cirka 300 hektar planteavl med traditionelt kornsædskifte med hvede, byg, rug og raps
  • Der køres maskinstation på op til et par hundrede hektar ved siden af egen drift

Læs mere om Høst-Tour

Effektivt Landbrug er endnu en gang landmandens tro følgesvend igennem årets høst. Under konceptet »Høst-Tour« tager vi læseren med rundt i hele landet og dækker årets høst. Bliv klar til høst med Effektivt Landbrugs årlige Høst-Tour, hvor vi sætter fokus på vigtige udviklinger og nyheder, du ikke må gå glip af.

Læs mere her

Læs også