Rift om halmen

I Midtjylland, Kronjylland og på Djursland er der stor efterspørgsel på halm. Lokal maskinstation presser alt, det kan lade sig gøre at komme i nærheden af og frygter særligt, at udbyttet af vårbyghalm bliver meget lille.

Hvor disponeringen af halm fra korn, raps og frøafgrøder oftest er drevet af et balancepunkt mellem værdien af nedmuldning og anstrengt rentabilitet ved bjærgning, lagring og salg, er situationen i år helt anderledes.

- Vi presser alt det halm, vi kan komme i nærheden af, siger maskinstationsejer og landmand Erik Jensen, Philipsdal Maskinstation mellem Bjerringbro og Randers.

Maskinstationen råder over pressere til såvel traditionelle bigballer, minibigballer og den nye såkaldte quadrant-format, der kun er 90 centimeter i højden, men ellers har indhold og flademål som en traditionel bigballe. I alt bjærger maskinstationen til sig selv 5.000 til 6.000 tons halm udover de mængder, der presses for kunder.

Selv dyrker Erik Jensen 160 hektar og venter at bjærge alt halmen herfra, herunder også rapshalmen fra vinterrapsen, der for længst er skårlagt og snart skal tærskes.

Erik Jensen blev landskendt for at påbegynde årets halmbjærgning i februar måned, hvor han fik presset over 1.000 bigballer på frost i en kold og tør periode.

Læs også