Vestsjællænder vil sætte dansk vin på verdenskortet

Danmarks største vingård er solgt, og det er nu Jacob Bruun-Jensen fra Slagelse, som har overtaget Dyrehøj Vingaard på Røsnæs.

- Jeg er drevet af en god udfordring og elsker at studere det, der virkelig interesserer mig, og det gør vin, fortæller Jacob Bruun-Jensen. Foto: Gitte Korsgaard, TV-Kalundborg.dk På Røsnæs er der 200 flere solskinstimer end i resten af Danmark, og det er med til at modne druerne, fortæller Jacob Bruun-Jensen. Foto: EDC Poul Erik Bech Jacob Bruun-Jensen satser på at fordoble vinproduktionen på Dyrehøj Vingaard. Foto: EDC Poul Erik Bech - Dansk vin er stadig i det, jeg vil betegne som startup-fasen, lyder det fra Jacob Bruun-Jensen. Foto: EDC Poul Erik Bech Jacob Bruun-Jensen er uddannet vinkyper fra Vingården i Odense og stammer oprindelig fra Slagelse. Foto: Gitte Korsgaard, TV-Kalundborg.dk

Jacob Bruun-Jensen, der er uddannet vinkyper fra Vingården i Odense og oprindelig stammer fra Slagelse, har købt Danmarks største vingård, Dyrehøj Vingaard på Røsnæs.

Jacob Bruun-Jensen har de seneste 12 år drevet en vingård i Santa Cruz Mountains, syd for San Francisco i Californien i USA, hvorfra han blandt andet har lavet prisvindende rødvin, primært Zinfandel og Pinot Noir. Men nu vender han altså tilbage til Vestsjælland.

- Jeg er drevet af en god udfordring og elsker at studere det, der virkelig interesserer mig, og det gør vin, fortæller den nye ejer af Dyrehøj Vingaard og vestsjællandske vinbonde.

Han glæder sig til at komme tilbage til Danmark, og det er med en ambition om, at han med Dyrehøj Vingaard kan være med til at sætte dansk vin på verdenskortet.

Paralleller til England

Dansk vin er stadig i en fase, hvor det endnu ikke er så udbredt, men det vil Jacob Bruun-Jensen lave om på, fortæller han og drager paralleller til England for 15 år siden, hvor vin heller ikke var en ting.

- Ambitionen er, at vi for alvor kan være med til at sætte dansk vin på vinkortet rundt omkring i verden.

Jacob Bruun-Jensen

- Dansk vin er stadig i det, jeg vil betegne som startup-fasen. Der er selvfølgelig små vinproducenter rundt omkring, men generelt har Danmark ikke den store erfaring med vin, siger Jacob Bruun-Jensen.

- Jeg oplever dog, fortsætter han, at dansk vin stille og roligt er ved at få en accept fra forbrugerne. Det er blevet mere okay at drikke dansk vin, og den tendens vil vi selvfølgelig blive ved med at skubbe til. Ambitionen er, at vi for alvor kan være med til at sætte dansk vin på vinkortet rundt omkring i verden.

Produktionen skal fordobles

Han påpeger, at ingen for 15 år siden havde forestillet sig, at England skulle producere vin, men klimaændringer har gjort det er muligt.

- De laver godt nok mest mousserende vine, men de har vist at det kan lade sig gøre i et køligt klima. Det er lidt den samme historie med det nordiske køkken, som heller ikke var det store for 20 år siden, men nu er internationalt verdenskendt. Det kunne være smukt at supplere det nordiske køkken med dansk vin, siger Jacob Bruun-Jensen og fortsætter:

- Tom Christensen (tidligere ejer, red.) har virkelig opbygget en god vingård, men hvis vi skal gøre alvor af vores ambitioner, så kræver det også, at vi skruer op for volumen både hvad angår produktion og salg. Vi er stadig i startup-fasen og i første omgang skal vi fordoble produktionen og salget, og så må vi tage den derfra.

Bedste sted i Danmark

Selvom Jacob Bruun-Jensen efterhånden er en erfaren vinbonde, så er det ikke bare ligetil. Det er et helt anderledes klima på Røsnæs, end han er vant til i Californien, så det skal man også lige lære at arbejde med.

- I Californien kæmper vi med at give vinstokkene nok vand, og det er ikke nødvendigt på Røsnæs, men der skal vi til gengæld sørge for, at bladene ikke skygger for solens stråler, på druerne, forklarer han.

- Personligt mener jeg, at Røsnæs er det bedste sted at lave vin i Danmark, både fordi markerne er omgivet af vand på tre sider, hvilket giver en naturlig temperaturregulering. Derudover er der også 200 flere solskinstimer end i resten af Danmark, som er med til at modne druerne, fortæller han videre og tilføjer:

- Den sandede og kalkholdige jordbund, vi har på Røsnæs, er også ganske særlig med god dræning, hvilket er rigtig godt til hvidvin og kan skabe en syrlig og mineralsk smagsprofil.

Stærkt lokalt samarbejde

Salget af Danmarks største vingård er blevet formidlet af et samarbejde mellem EDC Landbrug Poul Erik Bech og EDC Erhverv Poul Erik Bech Slagelse. Det er en af fordelene ved at være en del af Danmarks største ejendomsmæglervirksomhed.

Frank Poll, landbrugschef hos EDC Landbrug Poul Erik Bech, fortæller, at »det har været en spændende proces at hjælpe med at sælge Danmarks største vingård«.

- Der har været stor bevågenhed på sagen, fra vi fik den på hylden, så det er rart, at vi formåede at køre den i garagen og hjælpe Tom Christensen med salget. Der har været et godt samarbejde med vores erhvervscenter i Slagelse hele vejen igennem, der har et godt kendskab til lokalområdet, og så har vi suppleret med vores landbrugsviden, siger Frank Poll.

Morten Hansen, partner hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Slagelse, glæder sig også over det gode samarbejde.

- Lige netop en vingård kræver, at du har kendskab til både vin, forretning, landbrug og der har vi heldigvis været i rigtig gode hænder med vores landbrugsafdeling, der har været en stor hjælp, fortæller Morten Hansen.

Læs også