Vintereftersyn af mejetærskerne startede tidligt i år
- Der er ikke to høstår, der er ens. Det gælder i forhold til udbytter, det materiale der skal igennem maskinerne og vores arbejde, lyder det fra en af de montører hos Ringe Maskinforretning, der nu er godt i gang med vintereftersyn af mejetærskere.

Ifølge montør Jens Kristensen har det været en noget hektisk sæson, da høsten stort set varede fra slut juni til start september uden de normale pauser, som regnbygerne plejer at medvirke til. Til gengæld er arbejdet med vintereftersyn startet tidligt. Fotos: Camilla Bønløkke
Efterårs- og vinterperioden er tiden, hvor Ringe Maskinforretning dels sætter fokus på vintereftersyn af kundernes maskiner, så de er klar til en ny sæson, og dels sætter tid af til efteruddannelse af de mange montører på værkstedet.
Fra nu af og vinteren over er vintereftersyn på blandt andet mejetærskere derfor en stor ting på værkstedet i Ringe.
- Vi kom lidt før i gang med vintereftersyn, end vi plejer, da høsten sluttede tidligere i år, fortæller Bjarne Rasmussen, der har været værkfører hos Ringe Maskinforretning siden 2002.

- Vi kom lidt før i gang med vintereftersyn, end vi plejer, da høsten sluttede tidligere i år, fortæller Bjarne Rasmussen, der har været værkfører hos Ringe Maskinforretning siden 2002.
Kunderne kontaktes direkte
Bjarne Rasmussen forklarer nærmere, at de i mange år har valgt at kontakte de faste kunder direkte, for at opfordre dem til at få lavet service på mejetærskeren tidligt, så det hele ikke lige pludselig skal tjekkes igennem kort før høst.
- Vi kontakter kunderne direkte her fra omkring den første oktober og aftaler en tid i forhold til service. Førhen sendte vi et brev ud, der siden blev til en mail, men det fungerer bedre, når vi ringer direkte, lyder det fra værkføreren, der ved at få vintersæsonens eftersyn tidligt i gang, får fordelt opgaverne bedre over hele året.
En del af maskinerne kommer ind på værkstedet i Ringe og bliver serviceret, andre bliver tjekket igennem ude hos kunden.
I store træk bliver alle mejetærskere gået igennem med olieskift, filtre og slitage ud fra det vedlagte vedligeholdelsesskema, typisk i forhold til det antal timer maskinen har kørt. Nyere maskiner opdateres på software, ligesom der generelt kontrolleres for eventuelle skader, der ikke er opdaget under høst. Alt sammen netop for at undgå større nedbrud i høst.

Ringe Maskinforretning er full-line Claas forhandler, hvilket også afspejles af rækken af mejetærskere af flere generationer, der er inde til eftersyn.
Claas høstmaskiner
Ringe Maskinforretning er full-line Claas forhandler, hvilket også afspejles af rækken af mejetærskere af flere generationer, der er inde til eftersyn.
- Det her er en nyere maskine, der blev præsenteret i sæson 2021. Den har kun kørt i to høstsæsoner, fortæller Bjarne Rasmussen om den Claas Trion 660, som montør Jens Kristensen netop er i gang med at lave vintereftersyn på.
Den 35 fods mejetærsker fra Trion-serien er den nyeste model i mellemklassen af mejetærskere.
Jens Kristensen viser tjeklisten, som han følger, når han gennemgår maskinen.
- Vi ser jo efter det mekaniske. Har der været fremmedlegemer igennem systemet, der har gjort skade. Vi gennemgår remme og kæder – er de slidt, er der en rem, der har fået et hak eller er revnet, eller kan den holde en sæson mere, lyder det fra montøren, der forklarer nærmere:
- Hvis det for eksempel er en kæde eller en rem, der er placeret, så det er let at gå til og kan skiftes hurtigt under høst, så tager vi en snak med kunden om, hvorvidt vi prøver at lade det køre lidt længere, forklarer Jens Kristensen, der påpeger, at kunderne plejer at lytte til montørens vejledning. Kunderne ved godt, hvor træls det er at holde stille i høst, når solen skinner og naboen er i gang.

Det er ikke længere nok med en værktøjskasse, men den bærbare computer er blevet et mindst lige så vigtigt værktøj, for at kunne fejlfinde, indstille og optimere softwaren.
Software opdateres
Jens Kristensen har været hos Ringe Maskinforretning i 24 år og han lægger ikke skjul på, at der i de år er sket en hel del. Det er ikke længere nok med en værktøjskasse, men den bærbare computer er blevet et mindst lige så vigtigt værktøj, for at kunne fejlfinde, indstille og optimere softwaren på mejetærskere og traktorer.
Montøren fortæller videre, at det er svært at finde en mere alsidig uddannelse.
- Vi arbejder både indenfor motor, transmission og hydraulik. Vi lærer at svejse, og så er der hele den del omkring indstilling af computere – og der er jo ikke to dage, der er ens. Især ikke i sæsonen, når vi kører ude.
Jens Kristensen har selv lige været på et to dages kursus i Års omkring data.
Han understreger, at korrekt indstilling af maskinens computer er afgørende, hvis maskinen skal udnyttes optimalt. Der er et brugerkursus for piloten også godt givet ud.
- Det er enormt vigtigt at tage sig tiden til at få maskinen trimmet optimalt. Alene det at få autostyring til at fungere betyder, at piloten ikke bliver træt på samme måde. Det er så ærgerligt ikke at sætte sig ind i det og få den fulde oplevelse af det nye grej, man har, fortæller montøren, imens han forbinder PC’en med mejetærskerens computer, så han kan trække en maskinrapport, der logger alt, hvad der er sket af fejlmeldinger. Det er data, som værkføreren gemmer, så de altid kan gå tilbage i »journalen« for den enkelte maskine.
Et usædvanligt høstår
Ifølge Jens Kristensen har årets høst været nem, men noget usædvanlig. Det har været fint tørt det hele, så der har ikke været de samme belastninger på maskinerne, som når det har været en høst med megen regn.
- Der har heller ikke været den samme stress og dermed heller ikke været så mange af de der dumme ting, hvor der lige er ramt markens eneste mast, en brønd eller en traktor med kornvogn.
Til gengæld har det været en noget hektisk høstsæson for montørerne.
- Det har været en enormt hektisk sæson for os. Næsten fra uge 25, hvor frøhøsten gik i gang, måske med en enkelt uges pause, inden kornhøsten for alvor startede op, har vi stort set kørt hver dag indtil starten af september. Der har ikke været nogen regnvejrsdage med ro på for os, lyder det fra Jens Kristensen, om sæsonen der til gengæld sluttede tidligt med en høstfest allerede den 9. september.
I år er flere høstdage også startet tidligt om morgenen.
- Tit har vi jo som montører kunne lave noget om formiddagen, men i år har der været flere dage, hvor de har kørt og høstet allerede tidligt på dagen. Der er ikke to høstår, der er ens. Det gælder i forhold til udbyttet, det materiale der skal igennem maskinen og vores arbejde.
- Alt i alt har det været en nem sæson for maskineriet – hvis ikke der gik ild i dem, lyder det fra montøren, der her hentyder til de tørre, varme dage, hvor der blev behov for øget fokus på rengøring af motorrum og øvrige bevægelige dele.

Der køres helt særskilt med montører til landbrugsdelen og montører til entreprenørdelen. Indenfor entreprenørdelen er det Case Construction entreprenørmaskiner, som Ringe Maskinforretning har i huset.
Specialister på flere områder
Der er i alt 14 svende og en lærling på værkstedet hos Ringe Maskinforretning, hvor der rådes over ni servicebiler. Fem biler der kører til landbrugskunder og fire til entreprenørkunder.
- Vi kører helt særskilt med montører til landbrugsdelen og montører til entreprenørdelen for at have specialiseringen, men det er også nogle anderledes maskiner og to forskellige kundegrupper, fortæller Bjarne Rasmussen om opdelingen, hvor det indenfor entreprenørdelen er Case Construction entreprenørmaskiner, de har i huset.
Indenfor landbrugsmaskiner er redskabsprogrammet bredt med maskiner fra blandt andet mærkerne: Spearhead, Bednar, Agrifac, Fliegl, Lemken, Köckerling, Amazone og GreenTec.