Bison, kvæg og vandbøfler er sandsynligvis bedre for økosystemet end hjorte og geder, slår et omfattende, nyt studie fra Aarhus Universitet fast.

Studiet der er støttet af Villum Fonden, Danmarks Grundforskningsfond og Danmarks Frie Forskningsfond, fører til den måske overraskende konklusion, at vandbøfler eller bisoner kan være en fordelagtig tilføjelse til lokale økosystemer, selvom de ikke er hjemmehørende i landet.

Resultatet går imod den traditionelle opfattelse, der betragter hjemmehørende arter som den bedste løsning for lokale økosystemer.

Forskerne, ledet af professor Jens-Christian Svenning og postdoc Erick J. Lundgren fra Aarhus Universitet, har gennemgået 221 studier og konkluderet, at det er dyrenes spiseadfærd, ikke deres oprindelse, der påvirker vegetationen.

De store planteædere som bison, kvæg og vandbøfler, der spiser bredt af forskellige planter, fremmer faktisk diversiteten i plantelivet. I modsætning hertil nedbringer hjorte og geder diversiteten, da de er mere selektive i deres spisevaner, og kun favoriserer visse planter.

- Vores resultater viser klart, at når det kommer til de store planteædere er det dyrenes måde at æde på, der har en betydning. Der findes ikke en magisk lim, som binder dyr og planter, der udviklede sig side om side, sammen. Ikke-hjemmehørende arter kan sagtens være lige så gode for det lokale økosystem, siger Erick J. Lundgren.

Vores resultater viser klart, at når det kommer til de store planteædere er det dyrenes måde at æde på, der har en betydning.

Erick J. Lundgren, postdoc, Aarhus Universitet

De træk hos dyrene, der ser ud til at spille en rolle for plantediversiteten, er størrelsen på dyrets mund, og måden det spiser på.

Australsk plage

Agatudsen blev indført i Australien i 1935 for at bekæmpe insekter, som spiste landmændenes afgrøder. Men tudsen viste sig ikke at være særlig effektiv i kampen mod de skadelige insekter, og den havde ikke den store virkning på landbruget. I stedet bredte tudsen sig voldsomt og udkonkurrerede og dræbte andre hjemmehørende arter. I dag har den spredt sig til hele Australien.

Agatudsen er et godt eksempel på de mange gyserhistorier, der findes omkring indførelsen af nye arter. Ifølge Erick J. Lundgren har historierne påvirket den måde vi opfatter hjemmehørende og fremmede arter på.

- Selvom mange af disse eksempler er ret specifikke og ikke kan sammenlignes med, hvordan naturen vil reagere i andre økosystemer, er eksemplerne blevet brugt som en generel advarsel mod at indføre fremmede arter. Problemet er, at vi faktisk ikke ved, om fremmede arter altid er et problem. Det var derfor, vi besluttede os for at undersøge det nærmere, siger han.

Sammen med en række andre forskere gennemgik forskerne ved Aarhus Universitet de 221 studier, som tidligere har undersøgt effekten af hjemmehørende og ikke-hjemmehørende arter på vegetationen. Og tallene talte et ret tydeligt sprog, forklarer professor Jens-Christian Svenning.

Bevægelsen

Ideen om, at fremmede arter er dårligere for lokale økosystemer end de hjemmehørende arter, er ret ny. Da agatudsen blev indført i Australien i 1930’erne, blev indførelsen af nye arter rundt omkring på kloden ikke opfattet som et problem.

Men efter 2. verdenskrig ændrede det sig, forklarer Erick J. Lundgren.

- Da de gamle koloniale systemer begyndte at falde fra hinanden, ændrede vores syn på økologi sig. Måske skyldtes det en eller anden for dårlig kolonial samvittighed, men vi begyndte at opfatte lokale økosystemer som stabile enheder, der ikke kunne ændre eller tilpasse sig.

- Pludselig skulle vi beskytte de oprindelige planter og dyr mod invasive arter. Det var sådan at forskningsfeltet »invasiv biologi« blev født. En bevægelse der virkelig tog fart i 1980’erne og 1990’erne. Bevægelsen fik stor succes med at udbrede ideen om, at hjemmehørende arter var det bedste løsning for lokale økosystemer. Men den idé bliver vi nødt til at smide ud, forklarer Erick J. Lundgren.