Danmarks største grovvareselskab, DLG, kan nu som det første grovvareselskab i Europa klimadeklarere sine foderblandinger efter internationale retningslinjer fra GFLI. Det skal gøre det lettere for landmændene at dokumentere deres klimaindsats.
Fra den 1. november får DLG's kunder og ejere i Danmark adgang til data, som viser klimaaftrykket for de foderblandinger, de får leveret fra DLG.
- Det øger transparensen og gør det lettere for dem at optimere produktionen yderligere og på den måde tage næste skridt i den bæredygtige retning, fortæller Jesper Pagh, koncerndirektør for Husdyrernæring i DLG.
Det bliver i første omgang DLG's danske kunder, der får glæde af det nye initiativ, men planen er, at det skal udbredes til DLG-koncernens øvrige markeder på sigt.
- Det er første skridt på en lang rejse på vores foderblandingers klimaaftryk, og vores værktøj vil helt klart være en øjenåbner i forhold til, hvor vi og vores kunder kan skabe forbedringer, siger Jesper Pagh.
FN's fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) anslår, at den animalske sektor er ansvarlig for op mod 18 procent af udledningen af drivhusgasser, globalt set. Produktion af foder skønnes at stå for 45 procent af husdyrsektorens samlede emissioner.