Der er stor interesse fra forskere, som vil give deres bidrag til at skabe et bedre grundlag for at opgøre de enkelte landbrugs udledning af både drivhusgasser og næringsstoffer. Hele 35 ansøgninger til puljen på 129 millioner kroner har Landbrugsstyrelsen modtaget, siden ansøgningsrunden åbnede i marts.

- Vi er meget glade for den store interesse fra forskningsverdenen for Bedriftsudledningsprogrammet. Det betyder, at vi nu kan begynde at lægge det fundament af viden, som den grønne omstilling af landbruget skal hvile på, siger enhedschef i Landbrugsstyrelsen Sonja Canger.

Resultaterne fra forskningsprojekterne skal på længere sigt være med til at udvikle modeller og systemer, der skal sikre mere målrettede og omkostningseffektive indsatser for reduktion af landbrugets klima- og næringsstofudledninger.

Men først skal de 35 ansøgninger vurderes af et særligt udvalg, som giver grønt lys til de projekter, der får lov at sende en fuld ansøgning senere på året.