Fødevarevirksomhed mærker produkter med CO2-belastning

Fødevarevirksomheden Naturli’ Foods mærker nu plantebaseret kød, plantedrikke og Smørbar, så forbrugerne kan se, hvilket CO2-aftryk produkterne hver især giver.

- Der er ingen Planet B, og produktionen af fødevarer står for en fjerdedel af de drivhusgasser, vi som mennesker skaber, og CO2-udledningen bidrager til den globale opvarmning. Især fylder kødet meget i regnskabet. Derfor kan vi hver især gøre en forskel for klimaet, hver gang vi åbner munden for at spise eller handler i supermarkedet. Det ønsker rigtig mange at gøre, men så skal vi også give forbrugerne en reel mulighed for at se, hvor stor en CO2-belastning, fødevarerne medfører, siger Henrik Lund, direktør hos Naturli Foods.

Analysevirksomheden CarbonCloud er i fuld gang med at kortlægge Naturli’-produkternes klimabelastning, som vil blive angivet på forsiden af emballagen – målt i kilo. CarbonCloud har tidligere kortlagt, at produktionen af grønne alternativer til mælk, smør og oksekød fra Naturli’ Foods efterlader et CO2-aftryk, som er mellem fire og ti gange mindre end de animalske produkter. Beregningerne fra CarbonCloud dækker fra mark til færdigt produkt - inklusive transport og emballage.

- Vi ønsker ikke at stille os som dommere over forbrugernes valg, men vi ønsker, at alle skal have et reelt valg ved at kunne se klimabelastningen, når de handler fødevarer. Ønsket om reel forbrugeroplysning deler vi forhåbentlig med resten af fødevarebranchen. Jeg håber, at mange flere producenter følger trop. Akkurat som det er naturligt med for eksempel økologimærket, siger Henrik Lund.

Læs også