Stil krav til jagtlejeren

Som jagtudlejer og jagtlejer er der nogle lovgivningsmæssige dele, som skal efterleves.

Naturstyrelsen, Forsvaret og større private fonde stiller ofte ret restriktive krav til deres jagtlejere. Mange jagtlejere opfatter i nogle tilfælde kravene som værende direkte rigide.

Og det er vel efterhånden velkendt, at rigide krav og regler let kan føre til en adfærd, der tangerer det modsatte af hensigten med kravene og reglerne. Så skal der overhovedet stilles krav til jagtlejere?

Jægerne skyder i nogle tilfælde for lidt hjortevildt og forstyrrer for meget. Dette mantra arbejdes der på i de hjortevildtgrupper, som er nedsat af vildtforvaltningsrådet.

Men skal det for alvor batte noget, så kunne en løsning være, at lodsejerne i endnu højere grad stiller krav til deres jagtlejere om at få skudt noget hjortevildt - og gerne de rigtige dyr.

Styrket samarbejde

Der er i hvert fald gode eksempler på markskadeproblemstillinger fra hjortevildt, der ansporer lodsejere til at forlange mere hjortevildt nedlagt på givne lokaliteter. Dette så bestandene af hjortevildt reduceres til et niveau, der stemmer overens med den givne bærevne i levestederne.

Samtidig kunne der pr. automatik stilles krav fra jagtudlejer om dannelse eller indtrædelse i lokale hjortelav, så samarbejde på tværs af naboskel styrkes.

Kunne en jagtudlejer ikke med rette forlange, at jagtlejer årligt gennemfører en vurdering af vildtbestandene på jagtarealet, så vi sikrer en afskydning, der svarer til bestandenes niveau?

Vores erfaringer med hare og agerhøns i markvildtsprojekter vidner om, at samarbejde på tværs af naboskel og forudgående fælles monitering af vildtbestandene giver et langt mere bæredygtigt grundlag for jagtudøvelsens omfang.

Så jagtudlejer kunne stille krav om samarbejde med naboarealer, og gerne ved indgåelse i et markvildtlav?

Inddragelse og medansvar

Og hvordan med de egne, hvor gåsebestandenes forvaltning på det nærmeste forudsætter et samarbejde mellem nabojægere for en effektiv gåsejagt?

Det kalder på krav fra lodsejere, om jagtlejeres indsigt i adaptiv vildtforvaltning, herunder udmøntning af forvaltningsplaner for eksempelvis kortnæbet gås. Sågar krav, der – for en optimal løsning og kvalificeret forvaltning – forudsætter samarbejde på tværs af naboskel; altså indgåelse af frivillige aftaler om afholdelse af gåsejagt. 

Balancen er naturligvis den, at der ikke bliver tale om stupid styring, men inddragelse der ansporer et medansvar hos såvel jagtlejer som jagtudlejer. Måske kunne fremtidig forvaltning, der sker i sådanne samarbejder, give særlige privileger, så vi motiveres til en mere kvalificeret forvaltning af vildtet – uanset, hvor det bor, spiser, yngler eller raster.

Læs også