Vinteren nærmer sig, og de fleste finder nok snart både vinterstøvlerne og de tykke jakker frem. Selvom de fleste hunde og katte har en dejlig lækker pels, kan også de fryse ved længere ophold udendørs, når kulden er slem.
Det er forskelligt fra hund til hund, hvor godt de holder varmen – hunde med kort og tynd pels, hunde uden underuld samt hvalpe og mindre hunde fryser ofte mere. Disse hunde kan med fordel få et dækken eller en jakke på. Det er også vigtigt at sørge for, at hunden er i bevægelse, og ikke står bundet udenfor i kulden længe.
Mange katte opholder sig ude hele året. Hvis ikke katten har adgang til opvarmede indearealer, er det vigtigt, at den har adgang til et lunt opholdssted, som er i læ for vind og nedbør.
Det kan sagtens være en kasse eller en kurv, placeret et frostfrit sted, gerne hævet over jorden. Det er mest praktisk at fore kassen med hø eller halm, som isolerer rigtig godt. Tæpper bliver derimod hurtigt våde og kolde.
Reflekser og potevoks
Nogle hunde og katte har en tendens til at tage på i vinterperioden, da de her er mindre aktive. Gåturene bliver måske kortere, vi opholder også mindre ude i haven, og en del katte bryder sig ikke om at færdes ude i dårligt vejr.
Omvendt er der også dem, der taber sig i vinterperioden. Det kan være udekatten, der bruger mere energi på at holde varmen, eller den travle jagthund på arbejde. Her kan det være nødvendigt at tilpasse fodermængden eller fodertypen, så dyret får dækket dets kaloriebehov.
Vinteren er også den mørke årstid, og ligesom vi selv har reflekser på vinterjakken og god belysning på køretøjet, skal vi sørge for, at hunden er synlig i mørket. Der findes mange forskellige lygter og reflekser tilpasset hunde, så disse er synlige for bilister og cyklister. Man kan også få dækkener med indsyede reflekser og således slå to fluer med ét smæk, når der er koldt.
Til sidst et par ord om hundepoter. Vinteren kan være hård ved hundens poter. Salt og vand udtørrer trædepuderne, som lettere sprækker og får sår. Potevoks beskytter poterne mod vand og salt, så de undgår udtørring, og bør derfor bruges, når hunden luftes i områder, hvor der er saltet.
Første gang, man anvender potevoks, bør man teste voksen på én pote for at være sikker på, at hunden kan tåle det. Husk at skylle poterne godt med lunkent vand og tørre dem grundigt efter turen. Har hunden lang pels mellem trædepuderne, kan det være en god idé at trimme disse. Is og salt kan hurtigt danne generende klumper mellem trædepuderne, og de kan være smertefulde at gå på.