Flere midler til fredede bygninger i landkommunerne: - Det er vigtigt, at vi værner om vores kulturarv
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har besluttet at ændre fordelingen af bygningsfredningspuljen, så størstedelen af midlerne fremover går til land- og yderkommunerne. Dette sker for at sikre bevarelsen af Danmarks kulturarv, hvor behovet er størst, lyder det.

Herregården Christianssæde i Maribo på Lolland, er én af de i alt 87 fredede ejendomme på Lolland. Foto: Johan Reventlow via Wikimedia Commons
I Danmark har vi 7088 fredede bygninger, og af dem ligger 4528 i land- og yderkommuner.
Samtidig er der flest nødlidende fredede bygninger i netop land- og yderkommunerne.
Det reagerer kulturminister Jakob Engel-Schmidt nu på ved at omfordele bygningsfredningspuljen. Fremover vil midlerne i puljen først og fremmest gå til fredede bygninger i land- og yderkommunerne, hvor der er størst behov for dem.
- Det er vigtigt, at vi værner om vores kulturarv – herunder vores fredede bygninger. Vi kan ikke have dem til at stå og forfalde. Derfor omfordeler jeg nu bygningsfredningspuljen, så pengene først og fremmest vil gå til land- og yderkommunerne, hvor der er flest nødlidende bygninger. Vi skal sørge for, at vi fortsat har smukke og velholdte fredede bygninger overalt i Danmark, siger Kulturminister Jakob Engel-Schmidt i en pressemeddelelse.
Hilses velkomment
Én der har taget godt imod nyheden er drektør for Museum Lolland-Falster, Ulla Schaltz, der hilser ministerens beslutning velkommen.
På Lolland og Falster findes mange fredede bygninger, men vedligeholdelsen kan være en udfordring. Det skyldes blandt andet, at boligpriserne i området er lave, mens omkostningerne ved at renovere en fredet bygning er høje.
- Man skal jo gøre det på den rigtige måde, man skal bruge de rigtige materialer, og der er ikke så mange håndværkere, der kan de ting, alt efter hvad det nu er, man skal have lavet, siger Ulla Schaltz til Folketidende.
Ifølge Ulla Schaltz kan de lave huspriser i landdistrikterne gøre det vanskeligt at låne penge til renoveringsarbejderne, da man sjældent får investeringen tilbage ved et eventuelt salg.

Stubmøllen Kappel Mølle på det vestligste Lolland syd for Nakskov er også fredet. Den er antageligt bygget ca. 1730, men er muligvis noget ældre. Foto: Ramloser via Wikimedia Commons.

- Det er vigtigt, at vi værner om vores kulturarv – herunder vores fredede bygninger. Vi kan ikke have dem til at stå og forfalde, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt. Foto: Nana Reimers