Hvis man går en tur forbi Tyrrestrup Gods i nærheden af Horsens, vil man kunne konstatere, at alt er til salg, hvis ikke solgt. Tidligere i år blev godset med sine 270 hektar skov- og landbrugsareal sat til salg for 69,5 millioner, og nu har interiøret kommet under hammeren.

Det foregik mandag hos auktionshuset Bruun-Rasmussen i København. Selve auktionen fandt sted efter redaktionens afslutning. Der er tale om en unik samling, der vidner om et hjem med traditionel herregårdsindretning, lød det fra auktionshuset forud for auktionen.

- Samlingen rummer fine eksempler på skiftende stilperioder fra forskellige århundreder, men står samlet som en velkomponeret helhed, hvor jagt står som omdrejningspunktet for hjemmets identitet og som en naturlig forbindelse til det omkringliggende landskab,sagde specialist hos Bruun Rasmussen, Maria Bornø, i en pressemeddelelse.

I alt 150 emner fra Tyrrestrup Gods er blevet sat på auktion hos Bruun Rasmussen. Billedet her er fra godset. Foto: Bruun Rasmussen

I alt 150 emner fra Tyrrestrup Gods er blevet sat på auktion hos Bruun Rasmussen. Billedet her er fra godset. Foto: Bruun Rasmussen

Har eksisteret over 500 år

Tyrrestrup Gods har en lang og glorværdig historie. Det blev første gang nævnt i overleverede skriverier i 1438, hvor adelsmanden Anders Hop ejede gården. Omkring år 1500 overgik stedet til slægten Galt, som ejede det i mere end hundrede år.

Under den nuværende hovedbygning findes stadig rester af Peder Ebbesen Galts renæssancegård fra 1540. Kældermurene i sydfløjen består af tilhugne granitkvadre, hvor der endnu findes spor af skydehuller, hvilket kunne vidne om datidens urolige tider i årene omkring Reformationen og Grevens Fejde.

Den nuværende hovedbygning blev opført i 1720–21 af Christian Carl Müller og står som et fornemt eksempel på tidlig 1700-tals herregårdsarkitektur i bindingsværk. I 1810 gennemgik interiøret en omfattende renovering med høje paneler og smukke trægulve, som stadig står bevaret i dag.