Snak med kalvene med GPT

CalfGPT fra Förster-Technik løfter pasningen af kalve op til nye højder ved hjælp af kunstig intelligens.

Stil et spørgsmål ud i luften, når du går rundt blandt kalvene – og få svaret med det samme.

Det er, hvad CalfGPT fra Förster-Technik kan.

CalfGPT muliggør nemlig stemmestyret, AI-støttet datahåndtering i pasningen af ​​kalve.

- Det er en ny måde at bruge software på. Det er håndfrit management, og det gør derfor kalvehåndteringen væsentligt nemmere, konkluderer Markus Straub, produktchef, Förster-Technik GmbH.

- Én af tingene, man kan spørge CalfGPT om, er, hvordan man skal kalibrere foderautomaten, fortæller Markus Straub og giver endnu et par eksempler:

- Du kan også spørge efter kalv 21 og få foderplanen, du kan markere den med rødt for, at den skal ses nærmere på senere og så videre.

Spørg på dansk og få svaret på polsk

Via AI-system fra OpenAI har landmanden således mulighed for frit at formulere spørgsmål enten helt generelt eller specifikt på enkelte kalve ved hjælp af en stemmeforbindelse via bedriftens eget WiFi og at modtage specifik information om kalvene og alarmer på en mobiltelefon eller tablet som direkte svar.

Det er ikke nødvendigt med forudindstillede kommandoer; ny information vedrørende individuelle kalve kan også sendes direkte og mundtligt til CalfGPT for yderligere dokumentation.

Og sproget er ingen hindring.

- Jeg kan spørge på tysk og få svaret på polsk. Det giver nye muligheder, fastslår Markus Straub og forklarer, at systemsproget kan være alt fra dansk til kinesisk afhængigt af, hvilket sprog man foretrækker.

Han henviser til, at især bedrifter med mange udenlandske ansatte kan drage fordel af denne funktion.

- Det er meget nemt at bruge, det er fleksibelt – og det henvender sig til både store og små bedrifter, fortsætter han.

Förster-Technik begyndte at teste systemet i begyndelsen af året – og Markus Straub understreger, at det har givet helt nye muligheder for at tage kalvepasningen op på et højere niveau.

Dette har andre også fået øjnene op for, og Förster-Technik fik således tildelt en guldmedaje for CalfGPT på EuroTier, der fandt sted for få uger siden i Tyskland.

Læs også