Arlas mælkepris stiger med 3,7 øre fra juni

Arlas acontopris for konventionel og økologisk mælk vil stige med 3,7 DKK øre pr. kg fra juni.

Arlas acontopris for konventionel og økologisk mælk vil stige med 3,7 DKK øre pr. kg fra juni.

Arlas acontopris for konventionel mælk vil stige med 3,7 DKK øre/kg fra 1. juni 2021. Derfor vil Arlas acontopris for konventionel mælk af førsteklasses kvalitet baseret på GMO-frit foder, hvor medlemmet har indsendt data for Klimatjek, være 274,7 øre/kg, mens den økologiske acontopris vil være 335,3 øre/kg.  

- Markedspriserne på råvarer har generelt været relativt stabile i april. Efterspørgslen på pulver har været stærk med stigende priser, mens smør- og ostepriserne er faldet. Den samlede mængde indvejet mælk i Europa har været lavere end sidste år; dog ses der en lille stigning i marts/april, skriver Arla i en kommentar.

- Den indvejede mælk i EU er fortsat lav, når man sammenligner med samme periode i 2020. Februar sluttede med -0,6 procent år-til-år (korrigeret for skuddag), og for marts forventer vi i øjeblikket kun en lille stigning på +0,5-1 procent, lyder det fra Arla, der fortsætter:

- Inden for Europa ser vi stadig store forskelle i tendenserne for mælkeproduktion. Store aktører som Tyskland, Frankrig, Holland og Danmark har indtil videre været under sidste års niveauer i marts, mens Irland registrerer den ene rekordmåned efter den anden (+13,5 procent i marts år-til-år). I resten af verden var væksten i mælkeproduktionen også stærk. USA steg med 1,8%, Argentina ligger fortsat højt med +4,4 procent, og New Zealand lå på niveau med 9,8 procent i marts år-til-år. Det skal dog nævnes, at tallene for marts sidste år i New Zealand var negative, så det var forventet, at vækstraten ville blive høj i år.  

Ost og mælkepulver  

Mozzarella-priserne kom under pres i en ellers stille april måned. I USA er prisen fast, da det indre marked er godt i øjeblikket.  

Markedet for sødmælkspulver er stabilt, dog med underliggende forskelle. GDT er blevet ved med at stige lidt måned for måned, mens EU-priserne påvirkes af den stærke irske produktion. Den kinesiske efterspørgsel er stadig meget stærk, mens efterspørgslen fra andre oversøiske markeder svækkes. Efterspørgslen på skummetmælkspulver er stærk, og den lave mængde indvejet mælk i Europa har drevet priserne højere op.  

I april blev smørpriserne i Europa svækket, da flødepriserne har været på et niveau, hvor producenterne kunne øge smørproduktionen, hvilket betød øget tilgængelighed af smør.   

Læs også