Mælkeproducent har fået det gode liv tilbage med nye robotter

Mælkeproducent Thomas Poulsen fra Mern i Sydsjælland har skiftet sine udtjente malkerobotter ud med nye. Det har ikke kun øget mælkeydelsen, men også sænket CO2-forbrug og givet højere livskvalitet.

Thomas Poulsen har halveret sit energiforbrug og CO2-aftryk ved at skifte sine gamle malkerobotter ud med nye Astronaut-robotter fra Lely. Fotos: Henning Andersen Astronaut-malkerobotterne er sat sådan op hos Thomas Poulsen, at køerne kan komme og gå til robotten, som det passer dem. Her er en ko kommet forbi til malkning. Siden mælkeproducent Thomas Poulsen skiftede sine robotter ud, har det blandt andet haft voldsom betydning for hans elforbrug og CO2-fodspor, som grafen her viser. Grafik: Henning Andersen Der er stor driftsikkerhed på malkerobotten fra Lely, der nu har været på markedet i tre år, fortæller salgskonsulent Martin Hogrebe fra Lely. Det er nemt at holde malkerobotten kørende i forhold til rengøring. Her ses varmvandsbeholderen og kemidelen, der tre gange i døgnet sørger for at holde maskinen ren. Martin Poulsen har haft Ågården udenfor Mern sammen med sin bedre halvdel Lin siden 2017.

Parret Thomas og Lin Poulsen har siden 2017 haft Ågården udenfor Mern i Sydsjælland, og har nu en mælkebedrift med 410 køer. Men indtil for ganske få måneder siden havde de svært ved at få et normalt liv til at hænge sammen.

Årsagen? Robotalarmer fra de aldrende malkerobotter i deres stald.

- Vores gamle robotter var slidte, og det betød, at vi havde ti stopalarmer hver dag, og op mod 2-3 alarmer om natten, siger Thomas Poulsen og fortsætter:

- Før kunne vi knapt nok køre ud ad indkørslen eller gå i bad, uden at der kom en alarm fra robotten, og jeg kunne ikke lægge mig i sengen og sove, uden at tænke på, at robotten ringede, siger Thomas Poulsen.

De mange problemer med alarmer gjorde, at han gik og overvejede at bygge en malkestald til 700 køer. Men efter at have vendt det med de ansatte på gården, gik han væk fra den ide igen.

- Da det kom til stykket, havde de ikke lyst til at malke, og det tror jegegentlig heller ikke, at vi selv havde lyst til hver dag, siger landmanden.

Det endte med en Lely

Og efter lidt betænkningstid landede han på en Lely-model, og det har været en god beslutning.

- Nu har vi fået fritiden tilbage, og nattesøvnen tilbage. Jeg har fundet ud af, hvor meget nattesøvn betyder. Samtidig har det også gjort en positiv forskel for ydelsen, siger Thomas Poulsen og fortsætter:

- Vi er gået fra en leveringsprocent på 87 procent til en leveringsprocent på over 100, så det har virkelig gjort en forskel. Vi er steget med 3 kg mælk pr. ko i forhold til hvor vi lå inden, siger han.

Samtidig har han reduceret i antallet af køer på gården. Og det er der en ganske særlig årsag til.

- Da vi havde flest malkekøer, var vi oppe på 430, nu ligger vi på cirka 410. Og det er egentlig der, vi gerne vil ligge. Vi vil hellere have bedre dyrevelfærd, og håbe, at der kommer mere mælk af den vej.

Har klimafokus på bedriften

Det færre antal køer betyder i sagens natur også en mindre samlet udledning af CO2 fra ejendommen. Og det er ikke kun noget, der er bevågenhed om politisk. Men også fra landmanden selv.

- Vi har halveret vores elforbrug, og det svarer til CO2 udledningen på el også. For vi vil gerne gå mere op i at reducere forbruget på en eller anden måde. Vi har tidligere brugt cirka 13730 kg CO2 om måneden på strøm, men nu er vi nede på 6400 kg, siger Thomas Poulsen.

Han tilføjer, at det udelukkende er sket via mindre forbrug af energi på de nye robotter fra Lely. 

Fordele med ændret setup

Udover de fordele, det har givet mælkeproducenten at skifte sine robotter ud, er der også flere andre fordele i det set up, man har fået på Ågården. Det fortæller salgskonsulent hos Lely, Martin Hogrebe.

- Vi har sat robotterne op på an den anden placering, end de tidligere havde. Og det har givet nogle andre muligheder i forhold til de køer, der går i separation, så de selv kan tilgå robotterne, og komme tilbage i separationerne, siger Martin Hogrebe.

Opdelingen af køerne i flere hold, eksempelvis i nykælverhold og skånehold, kan også give plus på ydelsen, peger han på.

- De har fået bedre muligheder for at overvåge køerne. Samtidig er der lavet et areal med dybstrøelse, der giver mere wellness til køerne, og har skabt fri kotrafik, så køerne altid kan gå til og fra malkerobotterne, som de lyster, siger Martin Hogrebe.

Driftssikker

Modellen, som Thomas Poulsen har investeret i, er Lelys Astronaut A5-anlæg. Og det er godt kørende.

- Det er en utrolig driftsikkerhed på robotterne. Det har været på markedet i tre år, og det kører bare.

Udover de seks malkerobotter har Thomas Poulsen også investeret i Discovery spalteskraberen og Juno foderskubberen, også fra Lely, og især sidstnævnte er med til at skabe yderligere aktivitet i besætningen.

- Foderskubberen kører 10-12 gange i døgnet, og når den kører en omgang, skaber det noget aktivitet, og det kan få køerne til at komme op fra sengen og snuppe noget foder, besøger malkerobotten, og så ligger sig igen. Det giver også en ensartet døgnrytme for køerne, siger Martin Hogrebe.

Selve malkerobotten er enkel og ligetil at tilse i forhold til daglig drift. Via et skab midt i stalden kan landmanden holde øje med vakuum, og styre tildeling af vaskevand.

- Der sidder også en varmtvandsbeholder på 120 liter, som forsyner malkerobotterne med vaskevand, når der skal vaskes. Desuden er der også kemiopfyldning her. Det vil sige, at når der bliver lavet hovedvask tre gange i døgnet, så bliver vandet og midlerne taget herfra, og sendt ud til robotterne, fortæller konsulenten.

Malkerobotten koster typisk mellem 800.000 kroner og op til en million kroner alt afhængigt af, hvor meget den skal udstyres.

Læs også