Mælkeproducent kritiserer EasyCow: - Vi bliver sat 10 til 20 år tilbage i tiden

EasyCow erstatter de digitale værktøjer BoviSoft og SmartKoen. Nær Aabenraa har mælkeproducent Christian Todsen prøvet programmet af inden den officielle lancering, og det har vakt frustration.

Christian Todsen forklarer, at på BoviSofts forside var alle de nødvendige daglige oplysninger, der giver det fulde overblik, tilgængelige - men at det på ingen måde er tilfældet ved EasyCow. Foto: Anders Lei Brugerfladen i BoviSoft, som nu udfases af Seges. Foto: Anders Lei

Mælkeproducent Christian Todsen, der holder til nær Aabenraa, besluttede sig for at afprøve programmet EasyCow, der skal erstatte BoviSoft og SmartKoen, inden den officielle lancering.

- Når folk åbner programmet, kommer de til at få et chok. Det kan slet ikke måle sig med BoviSoft, og det er det, jeg synes, er mest problematisk, siger han og fortsætter: 

- Det, der sker nu, er, at vi bliver sat 10 til 20 år tilbage i tiden.

Sammen med sin søn deltog han i et webinar om brugen af programmet, da de tænkte, de måtte have misforstået noget. Webinaret blev dog afsluttet tidligt – ifølge Christian Todsen var årsagen en overvældende stor kritik fra de deltagende landmænd.

- Det er frustrerende. Ved skiftet fra BoviSoft til EasyCow har vi mistet overblikket over bedriften. På BoviSoft kunne vi på forsiden få alle de nødvendige daglige oplysninger, der giver det fulde overblik. Overblikket, letheden og enkeltheden har vi overhovedet ikke på EasyCow, siger han og fortsætter:

- Vi er forargede over den behandling, vi får af vores egen organisation. Vi oplever, at nye tiltag bliver trukket ned over hovedet på os, uden at vi bliver lyttet til.

Udfordringer

Landmanden oplever, at der er flere relevante oplysninger om kvæget, der ikke fremgår i EasyCow, men som var nemt tilgængelige i BoviSoft. Samtidig er der flere eksempler på praktiske udfordringer. 

Ved login skal der hives et skærmtastatur frem fra Windows, da der ikke er et indbygget, som dukker frem, når der trykkes på touch-skærmen. Samtidig skal der ofte scrolles på skærmen, hvilket heller ikke falder i god jord.

- Det er træls at stå i en kold stald om vinteren og scrolle efter det, vi skal bruge. På BoviSoft gik det jo fint med, at det hele bare var hurtigt tilgængeligt, siger han og fortsætter:

- Samtidig skal vi også til at finde oplysninger inde i DMS, for vi kan ikke finde alle oplysninger med EasyCow. Vi er slet ikke fan af DMS, for vi har aldrig brugt DMS. Før kunne vi jo det hele på BoviSoft. Det er ikke umuligt at finde ting derinde, men det tager naturligvis længere tid at bruge to programmer i stedet for et.

Rækken af kritikpunkter er noget længere, men det overordnede problem for landmanden er klart og tydeligt:

- Hvis man skifter program, må man i det mindste kunne tilbyde noget, der er på niveau eller bedre end det, der var, siger han.

Bevidst om udfordring

Hos Seges Innovation er meldingen, at der i høj grad lyttes til de input, der modtages fra brugerne, og at det har været sådan siden start.

- Vi oplever, at der er mange brugere, der har taget EasyCow til sig. Vi erkender dog, at der er nogle BoviSoft-brugere, som ikke er vant til at bruge DMS, og at de er havnet i en træls situation. Så det er værre, end vi havde forudset – for nogle brugere, siger Johannes Frandsen, der er livestock director i Seges og fortsætter:

- EasyCow er dog ikke kun til dem, som bruger BoviSoft. Det er til alle, og der er rigtig mange, der har taget det i brug. Når man ser på, om det fungerer, vil det være lidt forskelligt alt efter, hvem du spørger. Vi mener selv, at vi overordnet er 70 til 80 procent af vejen.

Han fortæller desuden, at SmartKoen, der er Seges’ anden mobilapplikation, også skal udfases og overtages af EasyCow. Det betyder, at der fra Seges’ side rationaliseres en anelse på vedligeholdet for at have mere fokus på ny udvikling. 

- Jeg vil gerne understrege, at vi på ingen måde negligerer dem, der har den opfattelse, at vi ikke er nået så langt, siger han og fortsætter:

- Det bliver bedre for dem, og det arbejder vi på at have ordnet inden for nogle måneder. Vi satser på, at vi til kongressen kan svare på de fleste spørgsmål.

Læs også