Mejerikoncernen Arla har endnu en gang kunnet notere sig fremgang i omsætningen – det er ikke mindst markeder i Mellemøsten, Sydøstasien og Kina, der trækker væksten. Samtidig oplever man stor succes med brandede produkter. Det kom frem ved et pressemøde i Arlas hovedkontor i Viby ved Aarhus.
2019 blev et godt år for mejerikoncernen Arla. Og det var også en yderst tilfreds administrerende direktør, der kunne slå tonen an ved onsdagens pressemøde for fremlæggelse af årsregnskabet, der denne gang blev holdt i Arlas hovedkontor i Viby ved Aarhus.
- Det er mit 15. årlige regnskab i Arla, og det er formentlig det bedste jeg har set. Vi har ikke bare haft fremgang, men på den rigtige måde, lød det på engelsk fra Arla Foods' administrerende direktør Peder Tuborgh.
For det er nemlig de populære brands, der især har leveret fremgangen i resultatet for Arla i 2019. Så godt, at det globale salg sidste år overgik Arla Foods egne forventninger til det globale salg,
Koncernens samlede omsætning steg til 10,5 milliarder EUR (sammenlignet med 10,4 milliarder EUR i 2018 og 10,3 milliarder EUR i 2017), primært drevet af en stærk vækst i salget af globale brandede Arla-produkter, som opnåede en stigning på 5,1 procent i forhold til året før.
Arla-indtjeningen – som måler den værdi, Arla skaber pr. kg ejermælk – fortsatte sin opadgående trend i 2019 til 36,6 eurocent i gennemsnit, mod 36,4 eurocent i 2018.
Globale brands populære
Globale brands bliver mere og mere populære hos forbrugerne Arlas salg af brandede produkter steg i 2019 med 5,1 procent mod 3,1 procent i 2018, primært på grund af Arla-brandet.
Den globale omsætning for Arla-brandet voksede til 3.033 millioner EUR mod 2.875 millioner EUR i 2018 og var drevet af en række vellykkede lanceringer af laktosefri og økologiske produkter, lanceringen af nye flexitar produkter samt den fortsatte hurtige vækst af produktet Skyr på de europæiske kernemarkeder.
Også kendte Arla-produkter som Lurpak, Castello specialost og mælkebaserede drikkevare-brands oplever fremgang.
Store vækst globalt
Mindre fald i Nordamerike, næsten status quo i Europa, men til gengæld markante vækstrater i i Mellemøsten, Vestafrika, Sydøstasien og ikke mindst Kina.
Og også hér er det ikke mindst de globale brands, der trækker efterspørgslen
- Arlas globale brands er fortsat kernen i vores forretning, og i 2019 er forbrugernes tillid til vores produkter steget. Vi leverede en række populære mejeriprodukter og imødekom dermed den stigende efterspørgsel efter sunde og bæredygtige fødevarer, hvilket hjalp os med at overgå vores forventninger til væksten for vores globale brands, siger Natalie Knight, som er CFO i Arla Foods.
Arlas europæiske segment tegner sig for lidt over 60 procent af forretningen, og kernebrands leverede en vækst i omsætningen på 2,9 procent mod 2,5 procent i 2018 med vækst på alle markeder – især i Storbritannien, der leverede en volumenvækst for brandede produkter på 8,8 procent.
Reel vækst
Samlet set faldt omsætningen en smule i Europa med i alt 154 millioner EUR til 6.353 millioner EUR, primært som følge af en beslutning om at træde ud af urentable private label-kontrakter samt valutakurser.
Udenfor Europa tegner vækstraterne sig meget forskelligt, fra mindre fald i Nordamerika til store fremgange andre steder. Ikke mindst i Kina, hvor Arla oplevede en vækst på over 60 procent – primært båret frem at salg af babymælkepulver.
- Med babymælkepulveret fratrukket var den reelle vækst nok omkring 15 procent, lød svaret fra Peder Tuborgh, da der blev spurgt ind til den voldsomme stigning.
Arlas internationale udgør 17 procent af forretningen. International leverede en tocifret omsætningsvækst for brandede produkter på 10,3 procent med vækst i alle markeder undtagen Nordamerika.
Omsætningen steg med 226 millioner EUR til 1.802 millioner EUR, hvilket er den højeste stigning i de seneste tre år.
Klar til klima og plantekost
Salget af mælk og mælkeprodukter stagnerer og falder lidt flere steder i Europa. Direkte adspurgt, om det kunne skyldes især de unges stigende interesse for klima og vegansk mad, og hvordan Arla i givet fald ville kunne agere i det, var der ingen bekymring at spore hos Peder Tuborgh.
- Planteprodukter er en del af produktsortimentet. Glem ikke, at vi har været en af de største juice-producenter, lød det fra Peder Tuborgh, der især ser muligheder i det store flexitar-segment.
På klima- og bæredygtighed er det især Arla´s udmeldte strategi om at blive klimaneutral i 2050, som man fortsat vil arbejde hen imod, og hvor mange klimatiltag allerede er undervejs og i støbeskeen.
Fortsætter retningen i 2020
I 2020 vil Arla, ifølge Peder Tuborgh, bygge videre på det, der blev skabt i 2019, og yderligere styrke andelsselskabets konkurrenceevne med fokus på vækst for brandede produkter, transformations- og effektivitetsprogrammet Calcium og øget fokus på bæredygtighed i hele værdikæden.
Storbritannien er et af Arla´s store europæiske markeder, og brexit udgør fortsat en risiko, idet forhandlingerne om det fremtidige handelsforhold mellem Storbritannien og EU finder sted i 2020.
- Der er risiko for toldafgifter og andre hindringer, som vil besværliggøre den britiske/europæiske handel og øge omkostninger. Arla går ind for så tæt et handelsforhold som muligt for at minimere disse risici, lød det på pressemødet.
Vækst og investeringer
2020 bliver et år hvor Arla satser på yderligere vækst, ligesom der igen i år vil blive investeret i nye aktiviteter.
Good Growth 2020 strategi og investeringer i bæredygtig vækst 2020 forventes at blive endnu et stort investerings-år.
Arla planlægger at investere et rekordstort beløb på 619 millioner EUR for at udvide kapaciteten i vækstsektorer. Det drejer sig blandt andet om at fortsætte færdiggørelsen af et tørretårn til mælkepulver i Pronsfelt i Tyskland, udvide mozzarellakapaciteten i Branderup og opgradere det nyerhvervede produktionsanlæg i Bahrain samt foretage betydelige investeringer i kapacitetsforøgelser for AFI.
Koncernens omsætning i 2020 forventes at blive på et sted mellem 10,4 - 10,8 milliarder EUR, nettoresultatandelen vil være omkring 2,8 til 3,2 procent, og gearingen forventes at ligge inden for målintervallet på 2,8-3,4. Arla offentliggør årsrapporten og CSR-rapporten den 27. februar.
john@landbrugsyd.dk
telefon +45 21 25 19 68