Godt 60 fynske holstein-medlemmer dukkede op til årets generalforsamling for Holstein Fyn i Ørbæk forrige uge, hvor der kun var lutter gode budskaber at spore i formand Inga Rasmussens årsberetning.

- 2018 er nok året, som vi alle husker for tørken, men trods det, tror jeg, vi alle har oplevet udbytter med super kvalitet, så vi ser frem til endnu et godt år, sagde hun til de fremmødte i sportshallen Ørbæk Midtpunkt.

Derudover kunne hun fortælle, at holstein-racen i 2018 udbyggede sin førerposition yderligere med den største ydelsesstigning, som hvis den fortsætter, rammer 11,5 tons næste år. Ligesom et celletal på gennemsnitligt 196, også sikrer racen en førertrøje.

Stram likviditet

Forinden de gode nyheder begyndte dagen dog med et vanligt driftsbesøg, som i år var hos Per Villebro og hans 270 sortbrogede køer med en ydelse på 10604 kg EKM ved Frørup. Og selvom 2018 var et godt år for danskernes foretrukne malkerace, så var alt ikke rosenrødt ude ved den lokale mælkeproducent.

 - Det jeg har, er det I ser her, for resten er sparet væk. Jeg har to vigtige mål for det jeg gør, og det er livskvalitet og likviditet. Og det er ikke fordi, vi ikke har haft meget på tegnebrættet, men vi har ikke investeret siden 2006, hvor vi udvidede stalden og stiftede gæld, som vi stadig bakser med, sagde værten, som netop derfor sætter livskvalitet højt i det daglige arbejde med dyrene.

På tegnebrættet ville Per Villebro gerne have haft mere velfærd i stalden især møntet på et afsnit med skånehold, en ekstra malkerobot, hvor han i dag har fire, og en hal til tørvarer, når drømmene var størst.

Men spurte man nogle af driftsgæsterne, så mente de to garvede foreningsmedlemmer Karl Nicolajsen fra Faaborg og Ankjær Stenskrog fra Ørsted-Glamsbjerg dog, at de spottede masser af velfærd og rolige, flotte dyr, som de gik runden i dybstrøelsesstalden.

- Her kan man jo se, at dyrene har det godt. Det er simpelthen en så velplejet bedrift, og derfor er det så ærgerligt at høre, at der ikke kan tjenes penge på den, sagde Ankjær Stenskrog.

Tiltrækker rekordmange

Alligevel ser de to kvægbønder lyst på mødet på staldgangen med de fynske holstein-kolleger.

- Nu har vi været med i 40 år, og det er, når vi mødes, at vi får ny viden og inspiration. Det giver bare rigtig meget at dele erfaringer med hinanden, så det nyder vi stadig, lød det fra Karl Nicolajsen, mens Ankjær Stenskrog istemte.  

Glæden ved at mødes har tydeligt smittet flere, for Holstein Fyn kan glæde sig over et forgangent år med et rekordantal deltagere til sine arrangementer. Deriblandt hele 180 deltagere til sommerens grillarrangement hos Henrik Terkelsen ved Gudbjerg.

Mens busturen til Danish Crown og besætningsbesøg hos en rød besætning i det jyske høstede en fordobling med 44 deltagere i forhold til 2017. Dertil gav dyrskuet også en ekstra fynsk holstein-udstiller i form af Stiftelsen Hofmansgave.

Og ikke nok med det, så kunne Inga Rasmussen med et smil i mundvigen berette, at der for første gang i mange år ikke er sket et fald i fynske besætninger, som bruger mere end 10 førstegangs insemineringer med Holstein-sæd, og dermed stadig ligger stabilt på 67.

Desværre måtte hun berette, at antallet af førsteinsemineringer på Fyn samlet gik fra 44.051 til 43.952, mens faldet for hele racen er gået fra 11.068 til 10.337.

Aktivet avler mere

Det går dog alligevel stadig ganske godt, for sidste år har hele 360 holsteinkøer rundet mere end 100.000 kg mælk i livsydelse, hvor syv af dem er fynske, som også blev hædret til klapsalver på forsamlingen i Ørbæk.

- Det viser, at Fyn har nogle holdbare køer med stort ydelsespotentiale. Derfor har vi også besluttet, at alle fynske besætninger med 10.000 kg fremover skal hædres ude på bedrifterne, bebudede Inga Rasmussen.

2018 var almengyldigt et år med masser af aktivitet i både den fynske forening og Dansk Holstein, og derfor vil den også smede, mens jernet er varmt og arbejder – derfor ifølge Inga Rasmussen – på at starte en række ungdomsforeninger op rundt i landet.

Arrangementet sluttede med kort nyt fra VikingDanmark ved avlsrådgiver Jens G. Kristiansen, mens Bovi-Danmarks direktør Martin Kristensen også fortalte om virksomhedens rolle og om eksport af dyr til de fremmødte.

På generalforsamlingen blev Inga Rasmussen og Henrik Høj genvalgt, mens der var nyvalg til Jens Bo, og dermed et farvel til Lars Ole Stokkebye, som i stedet blev suppleant sammen med Michael Bay.

 

Kvæg