Nu ligger goldkøerne blødt igen

Per Warming brugte tre måneder på at finde den optimale løsning til sengebåsene i goldkostalden ved Aars, hvor sand ikke var en mulighed. Nu har køerne fået nye madrasser med ekstra komfort.

Det var ikke nogen nem beslutning, da Per Warming i Blære ved Aars skulle finde en erstatning for de udtjente madrasser i sengebåsene hos goldkøerne. Der blev tænkt, så det knagede i tre måneder, inden den endelige løsning var fundet.
- Jeg skulle have noget, der var så blødt som muligt og i forhold til desinficering ville jeg helst have så få lister som muligt. Det vigtigste kriterium var, at madrasserne også skulle holde faconen og være bløde over en årrække. Jeg har set eksempler på madrasser, der er nok så bløde, når de bliver lagt ud, men allerede efter et par måneder er hårde som beton, når man sætter knæet i dem, fortæller landmanden, der lægger stor vægt på trivslen i goldkostalden.
- Det er lidt sjovt med det goldkoværk, som forskerne jo finder ud af, har større og større betydning for driften. For kort liggetid betyder meget, overbelægning kan få negative konsekvenser og en goldperiode under 49 dage giver syv dage senere drægtighed. Derfor er det vigtigt at have fokus på goldkostalden, siger Per Warming.
- Derfor har det heller ikke på nogen måde handlet om at finde den billigste løsning, for det vil ikke kunne betale sig i det lange løb, siger Warming, der har givet omkring 111.000 kroner med montage for madrasser til de 67 sengebåse.

Slidt op

I Per Warmings tilfælde var der ingen vej uden om at skulle have tegnebogen op for at skifte madrasser. De gamle havde ligget i stalden, siden den blev taget i brug i 2007 og fungerede langt fra optimalt længere.
- De gamle madrasser var helt slidt op, og vi begyndte at få problemer med klebsiella yverbetændelse, fordi vi ikke længere kunne desinficere dem, fortæller Per Warming, der har sine 350 malkekøer til at ligge i sand, som han foretrækker, men ikke har mulighed for at bruge i goldkostalden, der er en separat sektion på gården.
Ikke i tvivl
Den endelig løsning blev fundet, da en rådgiver foreslog ham at kigge på Jydens madrasser med det såkaldte UniCup-underlag - der giver ekstra affjedring til madrassen - en 45 millimeter tyk latexmadras og 8 millimeter tyk topdug af gummi. Madrasserne kan lægges ud i længder op til 50 meter.
- Jeg havde ikke set de her madrasser før, men jeg var ikke i tvivl om, at det var den rigtige løsning, da jeg så dem. Jeg tror på, at det her UniCup-underlag gør en forskel, og har også allerede noteret mig, at køerne har ligget mere ned her i de første par uger med de nye madrasser. Samtidig er det en klar fordel, at overdugen ikke giver brandmærker, konstaterer Per Warming, som er en af de første himmerlændinge, der har investeret i UniCup-løsningen.
De første landmænd, primært sønderjyder, begyndte at bruge den type madrasser for otte år siden.

Stor interesse

Hos Jyden har projektkonsulent Jens-Aage Justesen stor tiltro til, at de nordjyske landmænd også tager madrasserne til sig.
- Der er større og større fokus på liggetid, mens økonomien også er blevet bedre end den har været. Samtidig er der også en tendens til, at dyrene bliver større. Derfor har vi også mærket stor interesse i forhold til madrasser det sidste halve år, siger konsulenten, der vurderer at madrasserne i Per Warmings stald kommer til at holde i 15 år.
En væsentlig årsag til den lange holdbarhed er, at man for 10 år siden begyndte at bruge latex i stedet for skum i madrasserne.
- Skummet blev med tiden presset sammen og skulle udskiftes. I de 10 år med latex har vi ikke skullet skifte nogen ud, fordi de er gået ud af facon, siger Jens-Aage Justesen.
Om madrasserne bliver liggende i stalden hos Per Warming i 15 år, tager landmanden dog ikke så nøje.
- Hvis det sker, at de kun holder i 10 år, vil det også være okay. Så længe de holder blødheden, fastslår han.

Læs også