Agerskovgruppen går i rette med SF

Aldrig før har så mange haft så få at takke for så meget. Klimavenlig produktion uden at ødelægge miljøet – og så de sundeste fødevarer i verden, lyder det i en replik fra formanden for Agerskovgruppen til SF'eren Carl Valentin fra Folketinget.

Af Jens Peter Aggesen, formand for Agerskovgruppen

Vi har det klimavenligste landbrug i verden.

Medlem af Folketinget for SF, Carl Valentin, var derfor ikke helt opdateret, da han fornylig ifølge Avisen Danmark udtalte: »Problemet er, at landbrugets klimabelastning er uacceptabelt for resten af befolkningen, når sektoren samtidig kun står for to-tre procent af beskæftigelsen«.

I Agerskovgruppen leverer vi gerne viden »fra plovfuren«, som kan være nyttig, når ellers seriøse partier forholder til landets vigtigste erhverv.

For det første er Agerskovgruppen ikke enig i grundpræmissen. Vort land kan være stolte af, at så få kan brødføde så mange. I ulandene skal alle slide sig til det daglige brød under usle forhold, medens ganske få procent af den danske befolkning kan sikre sunde og rene fødevarer til resten og mere til.

Et landbrug på få procent er således et godt tegn på høj sundhed og velstand – ikke det modsatte. Faktisk betyder det, med Churchills ord, at »aldrig har så mange haft så få at takke for så meget.« Det skal vi være stolte af.

Allieret

For det andet er klimaet dansk landbrugs allierede. Transport med traktorer minimeres, fordi det moderne konventionelle landbrug bruger planteværn til at fjerne mug og svampe, som ellers ville reducere befolkningens velfærd og sundhed. Akkurat som syge mennesker og dyr, skal der beskedne mængder målrettet »penicillin« til for, at afgrøderne frembringer det bedste til os selv og vore børn.

Og energiforbruget ligger på et minimum. Kun tre-fire procent af kloden kan dyrkes, og den mest klimavenlige dyrkning foregår i Danmark. Når vi frembringer et måltid til vor befolkning sker det med et minimum af klimatryk. 

For det tredje er vi sikre på, at SF og Agerskovgruppen vil det samme. Vi vil begge verdens sundeste fødevarer. SF er et i vore øjne seriøst parti, som lige nu bærer en dansk mærkesag frem for Agerskovgruppen i Bruxelles. Nemlig naturens sag. Imod det kæmpestore svineri, som hver dag året rundt finder sted 144.000 gange om året. Åbne kloakker lige ud i naturen. Uden at vi får fødevarer eller noget som helst fornuftigt for pengene. Vi glæder os over, at SF`s Margrethe Auken holder fast i fagligheden, hvor populisterne ellers spiller på følelser.

Uvidenhed

Selvfølgelig skal vi i landbruget hele tiden kigge indad og finde bedre løsninger for fødevarer og klima. Det er vort kendemærke. Vi skal også forsvare os mod ufaglige og ligefrem ulovlige reguleringer. For eksempel når krav om at udlægge alt for mange efterafgrøder både giver miljøproblemer og tvinger fødevareproduktionen ned.

Eller som når politiske flertal – i den bedste, men desværre uvidende – mening vil forbyde planteværn. Helt i strid med miljøets og klimaets interesser.

Det er jer, der spiser vore varer, så vi tænker, at I også forventer af os, at vi råber højt, når de ting man i byen beslutter går stik imod sund fornuft i den virkelige verden. Derfor siger vi naturligvis fra overfor ufaglig og ujuridisk regulering.

I Agerskovgruppen vil vi rigtig gerne i dialog med SF, og vi håber at få lov at ajourføre jeres viden en lille smule, inden I bruger jeres politiske magt imod os. 2021 er endnu ungt, og i Agerskovgruppen har vi – ligesom Mærsk – syv takker på stjernen. Vi står til rådighed 24-7, 7 dage om ugen 365 dage om året. Så bare sig til. Vi kommer straks.
 

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Læs også