Af Asger Christensen, medlem af Europa-Parlamentet for Venstre

Konsekvenserne ved en høj, ensartet CO2-afgift bagatelliseres fuldstændig af økonomiske vismænd. For en klimaafgift kan få fatale konsekvenser for vores landkommuner vest for Valby bakke.

Konkret peger vismænd på, at Danmark uden videre kan undvære tusindvis af job i landbrugssektoren. Det er jo helt på månen.

Og det er på trods af, at Det Økonomiske Råd har regnet på tingene. Det står sort på hvidt, at en CO2-afgift vil koste tusindvis af gode, danske arbejdspladser i landbruget.

Vi står til store jobtab, hvis vi ikke skruer en afgift rigtigt sammen. Ikke blot i landbruget, men også mange afledte job i følgeerhvervene går tabt. Mister vi dem, vil det forsage en fuldstændig skævvridning i Danmark mellem land og by.

Det kan vi ikke bare se igennem fingre med.

For det vil få ødelæggende konsekvenser for vores små lokalsamfund i landkommunerne.

Ødelæggende 

Rapporten viser, at en ensartet CO2-afgift især vil ramme kommuner som Tønder, Vesthimmerland og Ringkøbing-Skjern.

Fjerner vi 20 arbejdspladser i en lille by, kan det have ødelæggende konsekvenser for lokalsamfundet.

Vismændene skal vist have deres skolepenge tilbage. De undervurderer konsekvenserne for Danmark og for klimaet. Dét påpeger også borgmestre, Landdistrikternes Fællesråd og Landbrug & Fødevarer.

Hvis vi lukker vi fødevareproduktionen i Danmark, skubber vi blot produktionen til andre lande, hvor klimabelastningen er langt større.

Klimaet skelner altså ikke mellem Hobro og Hannover. CO2-regningen er den samme. Men regningen vil stige, hvis fødevareproduktionen flytter ud af landet. For vi producerer nogle af verdens mest klimavenlige fødevarer.

Klimanationalismen må simpelthen stoppe. I sidste ende eksporterer vi bare klimaudfordringerne til andre lande.

Lad os da producere der, hvor det giver bedst mening. For Danmark og for klimaet.

- Rapporten viser, at en ensartet CO2-afgift især vil ramme kommuner som Tønder, Vesthimmerland og Ringkøbing-Skjern

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.