Fuld fart på roedyrkningen
Den forbedrede afregning på sukkerroer understreger potentialet for at holde gang i produktionen af roer, lyder det i dette indlæg.

Der er brug for at holde fuld gang i roeproduktionen i Danmark. Det kan kræve investering i nye og mere effektive maskiner. Fotos: Agrofoto
Af konsulent Elo West Larsen
Danmark er blandt de lande, som i Europa er bedst til at vride det meste hvide sukker ud af en hektar med sukkerroer.
Hurra for det. Det skyldes en jord med god bonitet, en god klimatisk profil i roedyrkningsområdet, en meget effektiv dyrkningsteknik og et forholdsvis frit marked med adgang til den bedst tilgængelige genetik.
Danmark skal producere sukker til eget hjemmemarked og endda eksportere til lande i nærområdet.
Sukkerudbyttet øges konstant
På blot femogtyve år er det gennemsnitlige sukkerudbytte næsten fordoblet i Danmark. Og det stopper ikke her.
Trenden er opadgående og med et udspil til økonomi i næste års roedrykning er det svært at se, at roedyrkning ikke skal have sin plads i Danmark.
Roerne overrasker ofte positivt. Ikke mindst i år, hvor andre afgrøder kommer til kort. Det er ganske vist, at prisen på korn og raps har udviklet sig særdeles positivt det sidste år, men husk nu, at hvad der går op kan også gå ned.
Engagement og initiativ
Roedyrkningen fylder på mange måder meget i Sydøstdanmark. En ting er de mange lokale arbejdspladser - i første, andet og tredje led.
Men dertil kommer en række initiativer og et stort engagement fra Sukkerindustrien og de mange servicevirksomheder knyttet til roedyrkningen, som gør det spændende at være landmand. Møder, markarrangementer og studieture med videre.
Alt dette ville man sikkert først savne, hvis det ikke var længere.
Det er vigtigt, at dette erkendes i tide, og at der nu ikke tøves med at sætte fuld fart på roedyrkningen. Lad os glæde os sammen over, at en stigende sukkerpris i første omgang har gjort det muligt at løfte næste års roepris til et niveau, der synes rimeligt i forhold til alternative afgrøder.
Et stærkt engagement og ikke mindst væsentlige lokale investeringer i en effektiv roedyrkning må komme til sin ret. Det har vi fælles et ansvar for.