Brug for handlekraftig minister i Gudenåens sump
LANDETS FØDEVAREMINISTER ER som bekendt tilbage fra ferie og i arbejdstøjet, som vi kunne berette forleden. Vi formoder, det samme gælder for landets miljøminister Lea Wermelin (S). Og der er nok at tage fat på for miljøministeren. For eksempel de udfordringer som flyder rundt i Danmarks længste vandløb, Gudenåen.
GUDENÅEN ER SÅ lang, at den strækker sig over fire kommuner – Silkeborg, Favrskov, Randers og Viborg. 158 km bliver det til fra udspringet i Tinnet Krat nordvest for Vejle og til udløbet i Randers Fjord. Åens afvandingsområder dækker et, efter danske forhold, betydeligt areal på over 2.600 kvadratkilometer.
PROBLEMET ER IMIDLERTID, at de fire Gudenå-kommuner ikke kan blive enige om, hvordan man skal tackle stigende vandstandsproblemer i åen. Nogle vil skære mere grøde, det gælder for eksempel Viborg Kommune. Andre vil ikke. Og derfor sejler de politiske beslutninger, som gerne skulle kunne holde lodsejerne og deres afgrøder tørre. Men uenighederne består, og intet sker, andet end at vandet stiger.
KOMMUNALT SELVSTYRE ER afgjort på lange stræk et gode for folkestyret i Danmark. Men i sager som denne ved Gudenåen ser vi også bagsiden af medaljen. Nemlig at fire kommuner ikke kan blive enige om noget som helst, alt imens vandet stiger, og lodsejerne og deres afgrøder og ejendomme lider herunder.
DERFOR ER DET på tide, at miljøministeren skrider til handling. Om hun skal diktere, kalde til orden eller slet og ret forlange af de fire kommuner, at de fremlægger en langsigtet handlingsplan for Gudenåen, må ministeren afgøre. Andre løsninger kan naturligvis også overvejes. Men den nuværende situation er klart uholdbar.
I DEN FORBINDELSE skal man huske, at kommunerne som vandløbsmyndighed skal opfylde Vandløbsloven, hvorigennem det skal tilstræbes at sikre, at vandløb kan benyttes til afledning af vand, navnlig overfladevand, spildevand og drænvand. Kommunerne skal med andre ord sørge for, at vandet afledes tilstrækkeligt fra det store opland.
NÅR DET IKKE sker i tilstrækkeligt omfang, og kommunerne ikke selv kan finde den nødvendige, fælles strategi for at leve op til lovens tekst og ånd, må ministeren ty til Vandløbslovens kapitel 3, paragraf 7 stk. 2. Her står, at uenighed mellem vandløbsmyndigheder (kommunerne, red.) afgøres af miljø- og fødevareministeren. Gudenåen er langt fra det eneste eksempel på, at landskabet forsumper under inkonsekvent, kommunal vandløbsforvaltning. Men Gudenåen er et af de grelleste eksempler, som rammer mange lodsejere både i og uden for landbruget og som kalder på en handlekraftig miljøminister.
