DER ER INGEN grund til at pege fingre ad fru Poulsen fra Nordsjælland, selvom hun måske i årevis har forurenet og forgiftet vores grundvand. Hun har nemlig gjort det uden at ane, at noget var galt. Vores fiktive veninde, fru Poulsen, har måske en villa med stakit nord for hovedstaden, som hun årligt har malet med et træbeskyttelsesmiddel. Og det samme gælder plankeværket »på landet« oppe i sommerhuset i Tisvilde eller omegn.

NU VISER DET sig imidlertid, at det godkendte middel, som træstakittet og planteværket er beskyttet med, indeholder svampemidler (som har beskyttet træet mod svamp), med et for grundvandet problematisk nedbrydningsprodukt. Det vidste fru Poulsen intet om, da hun købte det statsgodkendte træbeskyttelsesmiddel. Og hun vidste intet om det, da hun pligtopfyldende beskyttede sit dyrebare stakit og plankeværk sommer efter sommer, penselstrøg efter penselstrøg.

NU ER DER så friske tal, som fortæller, at der i anslået ni ud af ti tilfælde, hvor der findes nedbrydningsstoffet DMS i vores grundvand, kan peges på maling og træbeskyttelse som synderen. Giftpilen peger altså mod fru Poulsen og hendes pligtopfyldende veninder, der i bedste tro har beskyttet deres ejendom mod at rådne op.

VI TVIVLER PÅ, at der vil være mange politikere, der nu går ud og peger fingre ad fru Poulsen. Vi tvivler også på, at der i nævneværdigt omfang vil være tv-stationer og aviser, som tager emnet op og kritisk udspørger landets mange »fru Poulsen’er« om deres forgiftning af grundvandet. Det ville da heller ingenlunde være fair al den stund, at stakitmalere landet over har indkøbt og benyttet godkendte træbeskyttelsesmidler i god tro.

DET ER I øvrigt interessant at være vidne til, at maling og træmidler, der indeholder svampedræbende kemi, som har måttet bruges af enhver i en dansk husholdning (helt uden uddannelse), i det offentlige rum kaldes træbeskyttelse, mens svampedræbende kemi, der benyttes professionelt af sprøjtecertificerede og kemi-uddannede landmænd, kaldes gift.

MEN SÅDAN ER det i en dansk gift- og pesticiddebat, der ofte synes at køre fuldstændig på autopilot. Hver eneste gang, der findes kemi i grundvandet, kædes det simpelthen pr. automatik sammen med pesticidforbrugende fødevareproducenter. Og viser det sig så, at den utilsigtede forurening stammer fra almindelige danskeres stakitmaling, gøres der ingen større sag ud af det. Det samme mønster ses i den øvrige del af vandmiljødebatten, hvor landbrugets gødning ophøjes til skurk, mens fru Poulsens efterladenskaber, der havner i rensningsanlæg med licens til massiv overløbsforurening af åer og vandløb, forbigås i noget nær offentlig tavshed.