I DEN NU forgangne valgkamp har der været langt større fokus på at bruge af samfundskagen end på at finde opskriften på at bage en større kage. Det gælder både i rød og blå blok. Og det er ganske tankevækkende. Men i en højkonjunktur, som vi befinder os i nu, er det noget nær politisk selvmord at forsøge at tale til »folkets« mådehold. Hukommelsen, hvad angår krisetider, er ganske kort. Og det såkaldt økonomiske råderum synes i politikernes verden at være lige så klippefast som Bornholm.

VI SKAL PÅ ingen måde belære danskerne om, hvorvidt det er klogt at fyre råderummet af, før pengene er tjent. Men vi vil dog gerne komme med en opfordring til de af vore læsere, som har grise, og som i den kommende tid ser ud til at tjene gode penge. De landmænd har i politiske termer også et økonomisk råderum at se frem til. Men for manges vedkommende også nogle gevaldige økonomiske huller, der både kan og skal fyldes.

HER GÆLDER DET dog set i vores optik om at finde den rette balance mellem af få fyldt hullerne i pengetanken og i at investere i sit landbrugs fremtid. Naturligvis skal der konsolideres, når muligheden er der. Ingen ved, hvornår dækningsbidraget pr. gris igen gør dette muligt. Omvendt skal der også investeres i en fremtidig produktion, med mindre man bevidst vælger en nedslidningsstrategi, fordi man ikke tror på en fremtid for sit landbrug.

MEN HAR MAN troen på fremtiden, er man også tvunget til at investere i – man kan jo kalde det sin egen og gårdens fremtidige velfærd. De gode tider for svineproducenterne er for os at se således ikke et enten eller, men et både og. For selvfølgelig skal der serviceres gæld i opgangstider i langt større udstrækning end i de foregående år. Det siger sig selv.

PÅ DEN ANDEN side skal fremtidens investeringer også afspejle den virkelighed, der fortæller os, at nok er der en fremtid, men investeringerne skal ske i lyset af, at markedet også vender igen. Vendingen sker forhåbentligt om mange måneder. Og efter at landets svineproducenter både har høvlet betydeligt af på gælden og samtidig evnet at investere i et produktionsanlæg, der peger markant fremad. Det er en svær øvelse og en balancegang af de helt store. Men denne balancegang er dog langt at foretrække frem for situationen i de forudgående år, hvor alt har handlet om at holde skindet på næsen. Med penge på kontoen kan man i det mindste træffe nogle konstruktive valg for sig selv og sin bedrift. Lad os håbe, at den nye regering ikke stikker alt for tykke kæppe i de hjul, som langt om længe snurrer i vigtige dele af dansk landbrug.