Internationalt kornråd: Med 2.321 millioner tons slår verdens kornhøst ny rekord

Den globale høst 2024/2025 vil lande på 2.321 millioner tons korn, vurderer IGC, der betegner det som den største produktion af korn nogensinde.

Som følge af generelt stigende udbytter forventer det internationale kornråd, International Grains Council (IGC), at den globale 2024/2025-høst lander på 2.321 millioner tons korn. Det vil i så fald være én procent over det seneste toppunkt og dermed den største globale kornproduktion nogensinde.

Baggrunden for prognosen er, at IGC hæver forventningen til årets produktion af korn med 8 millioner tons, hvilket blandet andet skyldes forventning om øget produktion af hvede i Nordamerika, Pakistan, Kasakhstan samt øget produktion af majs i USA.

På trods af mindre estimerede åbningslagre og en beskeden stigning i den forventede efterspørgsel er tallet for overførselslagre pr. 18. juli endda hævet med 4 millioner tons til 586 millioner tons siden juni måned.

Forventninger om øget forbrug

På trods af større globale lagre og stigende kornproduktion forventes lagrene af korn dog at falde 1 procent ved udgangen af 2024/2025 til et 10-årigt lavpunkt på 586 millioner tons. Det skyldes forventning om et øget forbrug til både foder, humant brug og industrielt brug, oplyser IGC.

Idet lagrene med majs forventes at falde med 2 procent, tegner den afgrøde sig for det største fald, hvilket især skyldes faldende lagre i EU, Rusland, Ukraine og den sydlige del af Afrika.

I tråd med IGC’s tidligere forudsigelser om et fald i handlen med hvede og majs forventes et samlet fald i handlen med korn på 7 procent til 418 millioner tons.

Læs også