- Der er en kamp i gang om at få høsten i hus, men vi er på vej til at tabe kampen igen.

Sådan beskriver en landbrugsanalytiker ifølge AgroReview den i gangværende høst i Rusland. Udmeldingen kommer efter, at nye tal fra Rusland viser, at landet pr. 11. juli blot havde høstet 11 millioner tons hvede, og det er 56 procent mindre end ved samme tidspunkt sidste år.

Samtidig har de vejrmæssige problemer, som det russiske landbrug har været i, manifesteret sig i høstudbytterne. Ifølge mediet var det gennemsnitlige udbytte blot på 3,4 tons pr. hektar, et fald fra 4 tons sidste år, og kornets kvalitet var også lavere på grund af hedebølge i juni måned.

Kan skabe mangel på mad

Hvis situationen ikke ændrer sig, vil den menige russer kunne mærke det i tegnebogen. Ifølge cheføkonom i den russiske Alfa-Bank, Natalia Orlova, er dårlig høst en af de største trusler mod den russiske økonomi, da manglen på kvalitetsprodukter kan være med til at presse priserne op, og i nogle regioner kan der tilmed være lokal fødevareknaphed.

Dog kan situationen nå at ændre sig, efterhånden som man får høstet flere marker, specielt i det centrale Rusland. Her har ustadigt vådt vejr dog drillet høsten indtil videre, det gælder blandt andet for hvede og byg.

Og som det tidligere har været fremme, har voldsomt vejr i den sydvestlige del af det enorme land allerede gået ud over høsten hos verden største kornproducent. Tidligere i år blev der erklæret landbrugsmæssig undtagelsestilstand flere steder i Krasnodar- og Rostov-regionerne.

Finans