Rekordhøster sender hvedepriser mod bundniveau
De massive mængder korn fra Rusland og Ukraine holder priserne nede og dæmper optimismen på markedet, advarer eksperter.

Arkivfoto
Hvedepriserne på Euronext er igen tæt på bundniveauer, presset af rekordstore høster i Rusland og Ukraine. De lave eksportpriser fra Sortehavsregionen styrer dagsordenen på verdensmarkedet og holder optimismen væk.
Sådan lyder vurderingen fra Agromarkets.
Markedsvurderingen lyder, at flere har udbygget deres short-positioner i hvede, hvilket man ser som et signal om manglende tro på snarlige prisstigninger.
Fransk hvede har imidlertid fundet nye markeder, senest i Bangladesh, hvilket understreger, at de lave priser øger konkurrenceevnen, påpeger Agromarkets. Men Frankrig står med et stort overskud, og kun jævnlige eksportaftaler uden for Europa kan gøre en forskel.
Markedet er skrøbeligt, og priserne kan hurtigt presses længere ned. Rådet lyder derfor, at foderkøbere bør sikre sig leverancer langt frem, mens kornkøbere allerede nu bør overveje at fastlåse priser frem til næste høst.