ASF i Spanien skaber europæisk usikkerhed
Frygten for yderligere pres på det europæiske marked for svinekød, skabt af afrikansk svinepest i Spanien, begynder at vise sig i markedspriserne.

Der er ny usikkerhed om markedsvilkårene for den europæiske forsyning af svinekød efter det nylige udbrud af afrikansk svinepest nær Barcelona i Spanien. Arkivfoto
Det europæiske marked for slagtesvin bliver i denne uge især påvirket af udbruddet af afrikansk svinepest (ASF) hos vildsvin i Spanien. Mens noteringerne i Tyskland, Frankrig og Østrig stort set holder niveauet, er andre noteringer i Europa under pres og falder markant. Det skriver Danske Svineproducenter i ugebrevet Rundt i Europa.
Udbruddet nær Barcelona skaber usikkerhed blandt markedsinteressenterne, og mange frygter større mængder spansk svinekød på EU-markedet. Spaniens europæiske konkurrenter forsøger at overtage dele af det eksportmarked, som midlertidigt er lukket for spansk grisekød.
Til gengæld giver julehandlen en vis stabilitet på det europæiske marked. Udbuddet af slagteklare grise er stort, som det er typisk for denne årstid, mens slagteriernes efterspørgsel er meget stabil.
Agressive tilbud fra Spanien
Eksportrestriktionerne har sat den spanske notering under massivt pres. I den seneste uge faldt den med yderligere 12 korrigerede cent (ca. 94 øre) – i alt 27 cent (ca. 2,01 kr.) på to uger. Den spanske markedsorganisation Mercolleida angiver, at den markante reduktion var nødvendig for at opretholde slagteaktiviteten og bevare konkurrenceevnen på det europæiske marked.
Normalt må priserne i Spanien kun ændre sig med op til 6 cent (ca. 45 øre) om ugen. Eksporten til tredjelande er fortsat hæmmet af ASF-situationen, men regionaliseringsaftaler med bl.a. Kina, Storbritannien og Sydkorea sikrer, at ikke alle væsentlige afsætningskanaler er lukket.
I Danmark, Holland og Italien faldt noteringerne mere moderat. Danish Crown melder om meget aggressive tilbud fra Spanien, men ser samtidig mulighed for at overtage nogle af Spaniens eksportkanaler, fx til Japan.








































