Ulve tæt på by og borgere: Får udvidet adgang til ulvereguleringen
Efter episoder med ulve uden naturlig skyhed får Naturstyrelsen udvidet adgang til at regulere dyr helt ned til 30 meter fra mennesker – borgere kaldes til møde.

Ulve i Oksbølreviret har ifølge myndighederne udvist mindre skyhed over for mennesker. En udvidet reguleringstilladelse giver nu mulighed for at regulere ulve, der kommer tæt på både borgere og byområder. Arkivfoto: Naturhistorisk Museum
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) har udvidet reguleringstilladelsen for ulv i Oksbølreviret efter nye oplysninger om ulvenes adfærd i området.
Fremover kan Naturstyrelsen på sine arealer således regulere alle ulve, der kommer inden for 30 meter af mennesker. Samtidig udvides adgangen til regulering på statens tilstødende arealer, hvis ulve opholder sig i umiddelbar nærhed af Oksbøl, Blåvand og Vejers ved den jyske vestkyst.
Baggrunden er hændelser med ulve, der ifølge myndighederne har udvist opsøgende og problematisk adfærd og vurderes at have mistet deres instinktive skyhed over for mennesker.
Øger tilstedeværelsen
Naturstyrelsen vil i den kommende tid intensivere sin tilstedeværelse i området. Medarbejdere vil dagligt patruljere med henblik på at regulere den eller de ulve, der udviser uønsket adfærd. Samtidig opsættes flere vildtkameraer.
Borgere, der oplever en ulv med opsøgende adfærd på statens arealer, kan i hverdage kontakte ulvetelefonen, hvorefter Naturstyrelsen vil rykke ud hurtigst muligt. Myndighederne efterlyser desuden billeder – og især video – af ulve, der opfører sig usædvanligt. Oplysninger kan sendes til styrelsen via mail.
Kontorchef Jens Skovager Østergaard hos SGAV understreger, at borgernes adfærd spiller en central rolle.
- Ud over at styrke rammerne for at regulere ulv i området omkring Oksbøl, vil vi gerne gentage, at det er helt centralt, at man ikke medvirker til at øge ulvenes interesse for mennesker. Derfor fraråder vi på det kraftigste alle i området at sætte foder ud til hjorte, ræve, katte eller andet, da det også vil tiltrække ulv, siger han.
Sker typisk i mørke
Styrelsen opfordrer til, at man holder afstand og aldrig opsøger ulve. Hvis man møder en ulv, bør man trække sig væk. Kommer den tæt på, anbefales det at forsøge at skræmme den ved at råbe, klappe i hænderne eller kaste noget efter den.
Ifølge styrelsen er de hændelser, der ligger til grund for den udvidede tilladelse, typisk sket efter mørkets frembrud. Derfor opfordres borgere til at være særligt opmærksomme i de mørke timer.
Styrelsen vil desuden indkalde til et borgermøde i Oksbøl, hvor beboerne kan få yderligere orientering og stille spørgsmål til myndighederne.












































